29/01-15
-
Pressemeddelelse
Dansk realkredit på udenlandske hænder
Udenlandske investorer har stor appetit på danske realkreditobligationer. I dag ejer de for mere end 609 mia. kr. Det svarer til knap en tredjedel af det danske BNP. Det viser dagens tal fra Nationalbanken.
De seneste seks år er beholdningen af danske realkreditobligationer ejet af udenlandske investorer steget godt halvanden gang. Det svarer til, at hver femte realkreditobligation er ejet af investorer i andre lande.
Det reelle tal er mindre, da nogle af de udenlandske investeringer er danskejede. Det ændrer dog ikke ved, at danske realkreditobligationer er populære blandt udenlandske investorer.
"Danske realkreditobligationer er meget velansete hos udenlandske investorer. Lidt populært sagt er mange realkreditlån i dag finansieret af udlændinge. Og interessen er ikke opstået uden grund. Realkreditobligationerne er nemlig attraktive uanset lånetypen bag, fordi de er sikre og lette at omsætte. I sidste ende er den store efterspørgsel med til at give boligejere og virksomheder billige lån," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og fortsætter:
"Det velfungerende marked med handel af realkreditobligationer betyder, at obligationerne kan købes og sælges uden problemer. Faktisk er de lige så omsættelige som danske statsobligationer".
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11