14/04-15
-
Pressemeddelelse
Den store bølge af lånetilbud fortsætter
I marts gav realkreditinstitutterne 41.842 lånetilbud. Det er det højeste antal lånetilbud for en marts måned i ti år. Det viser Realkreditrådets tal for lånetilbud.
"Marts har budt på et højt antal lånetilbud. Vi skal helt tilbage til 2005 for at finde en marts måned med flere lånetilbud. De seneste tre måneder er der givet ekstraordinært mange lånetilbud, og det skyldes især lysten til at omlægge til en lavere rente," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
En stor del af lånetilbuddene skyldes ønsker om omlægning af boliglån, men også tillægslån fylder meget. Tillægslånet giver boligejere mulighed for at optage lån i friværdien.
"Mange af lånetilbuddene i marts var tillægslån. Boligejere med friværdi benytter sig altså af muligheden for at optage et ekstra lån til en lav rente. Pengene kan fx bruges på et nyt køkken eller en udestue," siger Ane Arnth Jensen.
Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis de ønsker at optage et nyt lån, omlægge deres eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for låneoptagelse og omlægning.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11