26/06-15
-
Pressemeddelelse
Højere rente til nye boligejere
Den lange rente er steget. Det betyder, at nye boligejere i sidste måned i gennemsnit betalte 3,1 pct. i rente (inkl. bidrag) på lån med fast rente, og det er en stigning i forhold til tidligere. Boligejere, der optog lån i de fire første måneder af 2015, betalte i gennemsnit 0,24 pct. point mindre. Det viser dagens tal for renterne på nye lån fra Nationalbankens rentestatistik.
"Renterne er begyndt at stige igen, og det har gjort det lidt dyrere for nye boligejere og mindre attraktivt at omlægge lån. Historisk set ligger renterne dog stadigt på et meget lavt niveau," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Boligejerne, der optog et fastforrentet lån i sidste måned, skal i gennemsnit betale ca. 200 kr. mere i renteudgifter om måneden pr. lånt million, end hvis de havde optaget deres lån tidligere på året," afslutter Ane Arnth Jensen.
Boligejere, der optog nye fastforrentede lån i årets første fire måneder, skal i gennemsnit betale 2.400 kr. per lånt million i renteudgifter før skat om måneden. Boligejere, der optog lån med fast rente i maj, skal betale ca. 2.600 kr. i månedlige renteudgifter.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11