07/10-15
-
Pressemeddelelse
Enfamiliehuse hårdest ramt af tvangsauktioner
I september var der 280 tvangsauktioner, og det er 8 færre end måneden før. Dermed ligger antallet af tvangsauktioner fortsat på det niveau, vi har set det seneste års tid. Det viser dagens sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik over antal bekendtgjorte tvangsauktioner.
I løbet af årets første ni måneder er godt 2.500 boliger endt på tvangsauktion. Af disse var knap 1.800 enfamilieshuse, mens 165 ejerlejligheder endte på tvangsauktion. Det svarer til, at godt én ud af 900 enfamiliehuse endte på tvangsauktion, mens det for ejerlejligheder er godt én ud af 1.600 ejerlejligheder.
"Går vi nogle år tilbage, var det særligt ejerlejlighederne der var hårdt ramt. Den tendens har ændret sig de seneste år, og det er i dag især de familier, der bor i enfamiliehusene, der må vinke farvel til deres bolig," siger Ane Arnth Jensen, direktør for Realkreditrådet og fortsætter:
"Heldigvis har antallet af tvangsauktioner været faldende de seneste år, og hvis vi sammenligner med 2010, hvor antallet af tvangsauktioner toppede under den økonomiske krise, var det dengang godt én ud af 500 enfamiliehuse og knap én ud af 350 ejerlejligheder, der kom på tvangsauktion."
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11