28/10-15
-
Pressemeddelelse
Flere realkreditobligationer på udenlandske hænder
Udenlandske investorer ejer i dag realkreditobligationer for 645 mia. kr. svarende til 234 stk. af operahuset i København. Det viser dagens tal fra Nationalbankens værdipapirstatistik for september. Udlandets andel af realkreditobligationer er steget de seneste knap 5 år - og det gælder både for obligationer bag lån med variabel rente og lån med faste renter.
Siden 2009 er værdien af udenlandske investorers realkreditobligationer steget. Den øgede interesse har ført til, at udenlandske investorers samlede ejerandel af danske realkreditobligationer er steget fra 8,6 pct. til 21,9 pct. Aktuelt ejer udenlandske investorer realkreditobligationer for 165 mia. kr. bag lån med fast rente, og knap 481 mia. kr. bag lån med variabel rente.
"Udlandets øgede interesse for realkreditobligationer har været tydelig over de seneste knap 5 år. I dag er godt hver femte realkreditobligation på udenlandske hænder. Det betyder, at mange boligejere og virksomheder i dag har et lån, som er finansieret af udlændinge. Man kan sige, at danskerne på den måde faktisk har adgang til at låne på udenlandske kapitalmarkeder. Det er med til at give boligejere og virksomheder billige lån," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og tilføjer:
"Den høje likviditet ved danske realkreditobligationer, kombineret med en høj sikkerhed, gør realkreditobligationerne populære. Og det gælder altså i høj grad også for udenlandske investorer."
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11