04/11-15
-
Pressemeddelelse
Udsigt til stigende huspriser for tredje år i træk
Huspriserne steg lidt i august og i forhold til for et år siden er de knap 7 pct. højere. Priserne på ejerlejligheder er ca. 12 pct. højere end for et år siden. Det viser de aktuelle tal fra Danmarks Statistiks ejendomssalg for august 2015.
"Priserne på både huse og ejerlejligheder er højere end for et år siden. Ejerlejlighederne er højdespringerne, mens huspriserne er steget i et mere roligt tempo," siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Hvis huspriserne holder det nuværende niveau, bliver 2015 det tredje år i træk med stigende huspriser. Det skyldes primært stigninger i første del af året. I årets første fem måneder steg huspriserne med i alt ca. 7 pct., mens priserne i løbet af de seneste tre måneder er faldet med ca. 1 pct."
Priserne på enfamiliehuse er nu 16 pct. højere, end da priserne nåede bunden i december 2011. Priserne skal dog stadigvæk stige med 9 pct. fra det nuværende niveau for at nå op på rekordniveauet fra maj 2007.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11