06/11-15
-
Pressemeddelelse
Fortsat høj aktivitet på boligmarkedet
Der er fjernet 5.343 huse fra boligudbuddet i sidste måned. Det er 279 flere huse, end der normalt forsvinder i oktober måned. Det viser Realkreditrådets Boligudbudsstatistik for oktober 2015.
"Boligmarkedet er igen gået ind i en periode, hvor der fjernes flere huse fra ejendomsmæglernes hylder end normalt. Aktiviteten på boligmarkedet lod til at puste ud i de tidlige sommermåneder efter et forår med høj aktivitet. Men siden juli er der igen fjernet flere huse fra boligmarkedet end normalt, og tendensen har været stigende ind i efteråret," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og tilføjer:
"Der er fjernet flere huse fra boligudbuddet end normalt i ni ud af landets elleve landsdele. Det er kun i Vestjylland og på Vest- og Sydsjælland, at der er nedtaget færre huse end normalt."
Der står 57.660 ejerboliger til salg på det danske boligmarked. Udbuddet fordeler sig på 38.288 parcel- og rækkehuse, 7.301 ejerlejligheder og 12.071 fritidshuse. Det samlede boligudbud er faldet med 2.236 boliger det seneste år.
"Hovedstaden nævnes ofte i forbindelse med den senere tids fremgang på boligmarkedet. Udviklingen er dog så småt ved at få fat i andre dele af landet. Det seneste års fald i boligudbuddet skyldes primært, at der står færre huse og ejerlejligheder til salg uden for Hovedstaden, mens der faktisk er kommet flere ejerlejligheder og huse til salg i København," siger Ane Arnth Jensen.
Mens et gennemsnitligt hus på 140 kvm. står med et uændret prisskilt i forhold til for et år siden på 1,98 mio. kr. er prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvm. øget med godt 320.000 kr. til 2,35 mio. kr.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11