Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/12-15   -   Pressemeddelelse

Ro på boligpriserne, men stadig gang i handlerne

Huspriserne falder en smule, mens prisen på ejerlejligheder fortsat stiger. Mens boligprisudviklingen det seneste kvartal udvikler sig mere roligt, er der fortsat gang i handlen med boliger. Det viser Boligmarkedsstatistikken for 3. kvartal 2015.

På landsplan faldt prisen på huse med 0,6 pct. i 3. kvartal sammenlignet med kvartalet inden. Det svarer til, at et hus på 140 kvm i gennemsnit handles til knap 1,7 mio. kr., hvilket er 11.000 kr. billigere end i 2. kvartal. Priserne ligger lavere i regionerne Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland, mens de er lidt højere i Hovedstaden og på Sjælland.

"De markante prisstigninger på huse i alle dele af landet i årets første halvår er afløst af en mere afdæmpet prisudvikling i seneste kvartal. Det er prisfald vest for Storebælt, der trækker det samlede tal for hele landet lidt ned. Øst for Storebælt er priserne øget en smule, både i Hovedstaden og på Sjælland. Det seneste kvartals udvikling kan ikke ændre på, at vi samlet set har højere priser i dag end for et år siden. Det gælder i samtlige af landets fem regioner," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og tilføjer:

"Ser vi på handelsaktiviteten, er der samtidig solgt flere huse og ejerlejligheder i 2015."

Det seneste kvartal er ejerlejlighedspriserne øget med 1,0 pct. i hele landet. En ejerlejlighed på 85 kvm er i gennemsnit handlet til godt 1,9 mio. kr. i 3. kvartal. Der er også regionale forskelle på ejerlejlighedsmarkedet. I Hovedstaden er priserne øget med 0,8 pct., mens regionerne Sjælland og Syddanmark er højdespringere med stigninger på 5,6 og 2,6 pct. Samtidig er der lidt lavere priser i Midtjylland og et lidt større prisfald på 4,1 pct. i Nordjylland.

"På landsplan stiger ejerlejlighedspriserne med 1 pct. Det er en lavere prisstigningstakt end i årets første to kvartaler, hvor priserne steg kraftigt. Ejerlejlighedspriserne har på landsplan været stigende siden foråret 2014, men i Hovedstaden har priserne været for opadgående siden starten af 2012," konstaterer Ane Arnth Jensen.

Flere handler i 2015

I årets første tre kvartaler ligger antallet af hushandler 25 pct. over niveauet for den samme periode i 2014 og ejerlejlighedshandlerne er ligeledes øget med 29 pct. i 2015.

"Det er en fordel for mange familier, at der handles flere boliger end i tidligere år," siger Ane Arnth Jensen og pointerer:

"I en periode har mange boligejere, der af den ene eller den anden grund har ønsket at skifte bolig, været bundet af at skulle sælge den eksisterende, inden man kan sætte underskrift på en ny købsaftale. Flere handler letter den udfordring. Det er samtidig godt for dansk økonomi, da et fleksibelt boligmarked styrker mobiliteten på arbejdsmarkedet, så familier kan bosætte sig der, hvor arbejdspladserne er.

Den øgede aktivitet på boligmarkedet i 2015 kan også ses på handelstiderne på huse og ejerlejligheder. I gennemsnit handles huse otte dage hurtigere end for et år siden, og salgstiden for ejerlejligheder er en måned kortere. Det tager i gennemsnit knap syv måneder at sælge et hus, mens en ejerlejlighed sælges på lige knap fire måneder.

Pressekontakt

Pressetelefon
  + 45 33 12 48 11

Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire