27/04-16
-
Pressemeddelelse
Næsten hvert andet realkreditlån er nu med afdrag
I årets første tre måneder er realkreditudlån med afdrag til boligejere steget med 8,8 mia. kr. mens det afdragsfrie udlån til boligejerne er faldet med 7,9 mia. kr. Andelen af boligejernes realkreditlån, som er med afdrag, er nu oppe på 48,5 pct. mod omkring 44 pct. for et par år siden. Det viser Realkreditrådets udlånsstatistik i 1. kvartal 2016.
"Næsten hvert andet realkreditlån til boligejere er nu med afdrag. Der kan være mange årsager til, at flere og flere boligejere afdrager på deres realkreditlån. Den 10 års afdragsfrie periode er udløbet for nogle boligejere, som derfor er begyndt at betale afdrag. Endvidere er bidragssatserne højere på afdragsfrie lån end på lån med afdrag, og det gør det mere attraktivt at afdrage på sit lån," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Derudover har arbejdsmarkedet vist bedring, og flere føler sig måske mere sikre i deres job end tidligere. De kan have benyttet muligheden til at begynde at afdrage på deres lån. Fleksibiliteten i realkreditsystemet giver muligheder for at ændre tilbagebetalingen af lånet, så den passer til den enkelte familie."
Boligejerne har fastforrentede realkreditlån for 566,4 mia. kr. Det er en stigning på 2,5 mia. kr. i forhold til 4. kvartal 2015. Samtidig bliver mængden af variabelt forrentede lån hos boligejerne lidt mindre, men med 921,3 mia. kr. udgør variabelt forrentede lån stadig den største del af boligejernes realkreditlån.
"Fastforrentede lån vinder i 1. kvartal lidt frem, og de fastforrentede lån udgør nu omkring 38 pct. af boligejernes realkreditlån. Samtidig viser tallene, at der blandt låntagere med variabel rente er en tendens til, at renten bindes længere end et år. Renterne er faldet i 1. kvartal 2016, og det kan have haft betydning for, at flere har valgt den privatøkonomiske sikkerhed, det giver, at renten er kendt i en længere periode," siger Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11