06/07-10
-
Pressemeddelelse
Vi hjælper kunstnerne med at blive set
Danmarks største musik community, Bandbase.dk, laver et tæt strategisk samarbejde med RedAntenna.com, som er en af de førende inden for digitalt salg af musik via bl.a. FaceBook og MySpace.
Med 16.000 bands og 200.000 profiler er bandbase.dk det største musik community i Danmark. Nu giver bandbase i samarbejde med RedAntenna.com samtlige bands muligheden for at tjene penge i deres helt egen online musikbutik.
"Det er svært at tjene penge på salg af musik, når man er et relativt ukendt navn. Vi bliver endnu ikke set på de helt store portaler, og vi kæmper selvfølgelig også med ulovlig fildeling, som alle vores kollegaer i branchen", udtaler Mark Christiansen, The Green Lives. "Vi er i forvejen meget bevidste om at give vores fans en helhedsoplevelse og noget lidt ud over det sædvanlige.
Derfor er det fedt, at vi nu selv kan være med til at påvirke vores fans direkte her på bandbase eller andre steder på nettet. Jeg synes, det er en super ide og bestemt et kæmpe plus for os, som efterhånden har været tilknyttet bandbase i nogle år", forklarer Mark Christiansen, The Green Lives.
Bandbase er glade for at kunne tilbyde deres 16.000 danske artister endnu flere værktøjer og er ikke i tvivl om, at det bliver en succes for alle parter. Musikbranchen er ved at komme sig oven på krisen, hvor musiksalget blev undermineret af ulovlige downloads. De positive tegn skyldes ifølge bandbase.dk de mange nye lovlige alternativer:
"For at tjene penge på nettet i dag, skal musikerne satse på mange kanaler. De sælger måske ikke meget på én platform, og derfor skal man sørge for at have snøren ude mange steder. Med dette samarbejde giver vi vores musikere på bandbase.dk en fleksibel mulighed for at sælge deres musik direkte via deres traditionelle Bandbase profil - men med ét klik kan bandet selv placere butikken andre steder på nettet. Det er en optimal løsning for bands, der vil have flere markeder og samtidig tale til deres fans i øjenhøjde" siger direktør for bandbase.dk, Martin Buck Hegaard.
Hos RedAntenna.com udtrykker Direktør Lisbeth Chawes ligeledes glæde ved samarbejdet: "Vi er stolte over, at vi kan give bandbasebrugerne nye muligheder. Vi repræsenterer en helt ny model, hvor enkelthed og tilgængelighed er kodeordene. For bandbasens brugere betyder det, at de kan få deres musik vist overalt, hvor de placerer MiniShoppen - der er ingen begrænsninger".
En RedAntenna "MiniShop" gør det muligt for en musiker at sætte deres egen musik til salg via en digital butik. De bestemmer selv designet, prisen på musikken samt hvor på nettet, den skal placeres. Derudover bliver musikken tilgængelig for fansene via MinMusikButik.dk, så musikken kan spredes over alt på internettet. Netop nu kan medlemmer af KODA få en MiniShop i 6 måneder kvit og frit.
Pressekontakt RedAntenna:
Direktør Lisbeth Chawes
Mobil: 27368070
Pressekontakt Bandbase.dk:
Adm. Dir. Martin Buck Hegaard
Mobil: 3024 7910
Relevant information
http://www.redantenna.com