01/10-09
-
Pressemeddelelse
Redoffice køber sig til yderligere vækst
Midt i en krisetid går den frivillige kontorforsyningskæde mod strømmen og køber kopi- og printdivisionen ud af konkurrenten CJC/Scan Office. Det tilfører øjeblikkeligt kæden en tocifret mio-omsætning på et tidspunkt, hvor branchen har det svært. Kæden er desuden på vej mod yderligere ekspansion.
"Det er et strategisk opkøb, der på landsplan sikrer os en væsentlig større volumen på kopi- og printmarkedet. Dermed er vi blandt andet i stand til at få bedre aftaler med vores leverandører og opnå stordriftsfordele - og det kommer både vores kunder og os til gode," siger Redoffice-kædens adm. direktør Carsten R. Andersen. Opkøbet er netop gennemført og har gjort kæden til en af de største forhandlere i Danmark på kopi- og printområdet.
Aftalen med CJC/Scan Office er faldet på plads gennem et effektivt forløb mellem parterne. Ifølge direktøren er den en konsekvens af, at Redoffice henvendte sig til CJC/Scan Office, der ønskede at skille sig af med kopi- og printdivisionen, med en forespørgsel om forretningsområdet var til salg. Herefter gik processen hurtig.
"Vi har længe ønsket at vækste inden for kopi- og printområdet, og specielt indenfor dette område er det lettere ved et opkøb end gennem organisk vækst, hvor man skal kæmpe sig frem kunde for kunde. Virksomhederne er oftest på lange servicekontrakter, der gør det svært at komme ind som ny leverandør," siger Carsten R. Andersen. Han kan nu lægge yderligere et pænt tocifret mio-beløb oven i den frivillige kædes samlede omsætning. Direktøren lægger ikke skjul på, at kopi- og printmarkedet er ekstremt presset med lave avancer til følge og at det netop er i servicekontrakterne, at den egentlige fortjeneste ligger.
VIL VÆRE DANMARKS BEDSTE
"De lange servicekontrakter giver os god tid til at lære vores nye kunder at kende og lære, hvordan vi kan opfylde deres øvrige behov på kontorforsyningsområdet. Derfor tror vi på at opkøbet genererer yderligere mærkbar omsætning end den servicekontrakterne alene giver," siger Carsten R. Andersen.
I hele processen har Redoffice haft en løbende dialog med Ricoh Danmark, der også var Scan Offices leverandør af kopimaskiner og printere. Ricoh Danmark var interesseret i at bevare sin markedsandel og forhindre en konkurrent i at overtage Scan Offices kunder. Det harmonerede fint med Redoffices ønske om at vækste forretningsområdet.
"Samarbejdet med strategiske partnere som Ricoh Danmark er et skoleeksempel på, hvordan to parter med samme mål for øjet kan arbejde målrettet og konstruktivt for at få en økonomisk fornuftig løsning på bordet," siger Carsten R. Andersen.
Da Redoffice er en frivillig kæde er det et par af kædens medlemmer i henholdsvis Holbæk, Fredericia og Vejle, der har gennemført købet og delt servicekontrakterne mellem sig.
"Samarbejdet mellem de forskellige kontorforsyninger i vores kæde viser, hvor stærkt vores koncept er. Af samme årsag er vi i øjeblikket i dialog med flere kontorforsyninger, der er interesserede i at træde ind i vores fællesskab. Vi vil være Danmarks bedste og det bliver vi," siger Carsten R. Andersen
I forbindelse med overtagelsen følger syv medarbejdere med fra Scan Office til Redoffice.
FOR YDERLIGERE OPLYSNINGER KONTAKT VENLIGST:
Adm. direktør for Redoffice-kæden Carsten R. Andersen på mobil 21 60 90 10
Redoffice PKC, Holbæk Niels Jørgen Horup på mobil 22 23 25 30
Redoffice I.K., Fredericia Troels K. Pedersen på mobil 20 28 35 50
Redoffice Kontorkompagniet Lars Alkemade på mobil 40 52 93 48
OM REDOFFICE:
Redoffice er en full-service kontorforsyningskæde inden for kontorartikler, kontormøbler, kontormaskiner, emballage og tilbehør bestående af i alt 17 forhandlere i Danmark. Kæden har på nuværende tidspunkt over 200 medarbejdere med op til 35 års erfaring inden for kontorforsyning. Medarbejderne er i gang med et løbende, intensivt kompetenceudviklingsforløb i, hvordan de bedst muligt kan skabe værditilvækst hos kunderne. Redoffice-forhandlerne er medlem af Danmarks førende indkøbssamarbejde Office Supplies Denmark A/S (OSD) og er derigennem sikret nogle af markedets bedste priser.
Relevant information
http://www.redoffice.dk