Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/03-11   -   Pressemeddelelse

Borgerne: Lige adgang til sundhedsydelser

Alle skal have lige adgang til behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Det mente et overvældende flertal af de borgere, der deltog i Region Hovedstadens borgertopmøde den 5. marts.

Borgertopmøde

Afstemningsresultaterne skal give politikerne input til den fremtidige indretning af sundhedssystemet.

Se interview med deltagere i borgertopmødet

Arbejde ikke lig med adgangsbillet
Det at have et arbejde skal ikke være adgangsbillet til hurtigere behandling i det offentlige sundhedssystem. Det mente et stort flertal af de 200 borgere, der deltog i Region Hovedstadens borgertopmøde lørdag den 5. marts 2011. Da spørgsmålet kom op på storskærmen, valgte 72 procent at afgive deres stemme til fordel for lige adgang til behandling.

Nej til forskelsbehandling
- Jeg tolker det som et nej til den forskelsbehandling, der er ved at snige sig ind af bagvejen i disse år via sundhedsforsikringer, siger formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S).

Møder i alle fem regioner
Borgertopmødet, der fandt sted i Bella Center, har til formål at skabe en dialog mellem politikere og borgere om værdier og udfordringer i sundhedsvæsenet nu og i fremtiden. Samtidig med mødet på Amager blev der i landets øvrige fire regioner afholdt lignende møder, hvor deltagerne blev stillet de samme spørgsmål.

Ikke ventetidsgaranti på alt
Afstemningerne i Bella Center afslørede, at der er sket et markant udvikling i borgernes holdning til ventetidsgarantien i sammenligning med resultatet for sidste borgertopmøde i 2008. Således mener 70 procent, at ikke alle typer behandlinger skal være dækket af ventetidsgaranti. Det er en stigning på 10 procent.

Brugerbetaling med loft
Endnu mere overraskende var måske andelen, der mener, at det er i orden med mere brugerbetaling, hvis man samtidig indfører et loft på fx 900 kr. om året i egenbetaling. Således svarede knap halvdelen, at en afgift på 150 kr. for et besøg hos lægen, ville være acceptabelt.

Nej til overdrevent brug af sundhedsydelser
- Brugerbetaling kan jo benyttes som adfærdsreguling. Og jeg tror, det er det, borgerne efterspørger. Jeg tolker afstemningen som et nej til et overdrevet forbrug af sundhedsydelser, siger Vibeke Storm Rasmussen.

I orden at stille krav
Regionsrådsformanden hæftede sig også ved deltagernes holdning til krav fra sundhedsvæsenet: Et stort flertal af borgerne mener nemlig, at sundhedsvæsenet skal kunne stille krav om, at patienten laver ændringer i sit liv, så behandlingen får størst mulig effekt.

Ingen kæpheste
- Det, borgermødet har vist, optager borgerne, er god inspiration. Jeg synes, deltagernes udmeldinger var præget af sund fornuft og realitetssans. Der var ingen ideologiske slagsmål og ingen kæpheste, der blev redet. Det kunne vi politikere godt lære af.

Godt rustet til debat
Før topmødet havde de 200 repræsentativt udvalgte borgere modtaget et debatmagasin, der skitserede nogle af sundhedsvæsenets vigtigste udfordringer. Det udgjorde et godt grundlag for de mange diskussioner, der fandt sted i mindre grupper.

Politikere var ordstyrere
Som ordstyrere deltog en række af Region Hovedstadens politikere. De havde i dagens anledning fået forbud mod at blande sig i debatten, der var præget af stort engagement og talelyst.

1.000 borgere deltog landet over
Borgertopmøderne er arrangeret i et samarbejde mellem de fem regioner og deres interesseorganisation, Danske Regioner, samt Teknologirådet. På landsplan deltog 1.000 borgere i borgertopmøderne.

Yderligere oplysninger:

Vibeke Storm Rasmussen - telefon 4364 2521
Pressevagt, Region Hovedstaden - telefon 7020 9588

Relevant information

http://www.regionh.dk


Pressekontakt


Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire