10/05-11
-
Pressemeddelelse
Pris til projekt der tager sig af indlagte stofmisbrugere
Dagens Medicins Lighedspris gik til Projekt Socialsygepleje i Region Hovedstaden.
Dagens Medicin uddelte tirsdag den 3. maj Lighedsprisen, der skal fremme lighed i sundhed. Prisen gik til Projekt Socialsygepleje i Region Hovedstaden, der tager hånd om indlagte stofmisbrugere.
Skaber bedre patientforløb
Dommerpanelet havde valgt Projekt Socialsygepleje fordi, projektet bygger bro mellem stofmisbrugere og personale på sygehuse, psykiatriske centre og i kommunerne. Projektet skaber sammenhæng i patientforløb og mindsker den ulighed i behandlingen, som stofmisbrugerne ofte er ramt af.
Lighedsprisen skal gøre uligheden mindre
Lighedsprisen blev uddelt på konferencen Ulighed i Sundhed, som Region Hovedstaden holdt. Dagens Medicin, som er en avis om sundhedsvæsnet, uddelte første gang prisen i sidste år. Den gives til initiativer, der har formået at skabe lighed eller større lighed i sundhedssektoren i Danmark. Det er meningen at prismodtagerne skal inspirere andre til at følge de gode eksempler på lige behandling i sundhedsvæsenet.
En vigtig anerkendelse
I øjeblikket er der ansat fire socialsygeplejersker på henholdsvis Hvidovre og Bispebjerg Hospitaler og Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Socialsygeplejerske og leder af projektet Nina Brünés kalder prisen "en vigtig anerkendelse". Hun håber på, at der en dag vil være socialsygeplejersker på alle landets hospitaler og psykiatriske centre.
Relevant information
http://www.regionh.dk
Firma
Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød,
Danmark
+45 70 20 95 88
+45 70 20 95 88
http://www.regionh.dk