Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/07-11   -   Pressemeddelelse

Bedre behandling af over 100.000 borgere med kroniske sygdomme

Derfor samler Region Hovedstaden medarbejdere fra lægepraksis, kommuner og hospitaler på en fælles skolebænk for at lære af hinanden. Det sundhedsfaglige personale i kommuner, hospitaler og almen praksis har alle en rolle i behandling og pleje af personer med en kronisk sygdom som kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) eller type 2 diabetes.

Ved ikke altid, når ny hånd tager over
Den opgave løser alle godt på deres eget felt, men det er ikke altid, at de forskellige parter ved, hvad der sker med patienten i de andre sektorer. Og det er derfor heller ikke altid, at den ene hånd tager over, hvor den anden slipper. Det vil Region Hovedstaden gerne ændre ved kurset Fælles Skolebænk.

Patienten skal have bedre behandling
- Ved bogstavelig talt at sætte personale fra kommune, almen praksis og hospital i et lokalområde på en fælles skolebænk vil vi styrke samarbejdet og kommunikationen mellem de forskellige parter i sundhedsvæsenet og bidrage til, at patienten får en sammenhængende behandling af høj kvalitet, siger vicedirektør på Hillerød Hospital, Bente Ourø Rørth, der er formand for Fælles Skolebænk-styregruppen.

Omfattende Kronikerprogram i gang
Med 120 mio. kroner fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet har regionen igangsat et omfattende Kronikerprogram, der over en 3-årig periode skal implementere de regionale forløbsprogrammer for KOL, type 2 diabetes og demens. Senere kommer også forløbsprogrammer for hjerte-kar og lænderyg lidelser. Fælles Skolebænk er en af nøgleindsatserne i samarbejdet omkring borgerne.

Lærer af de andre dele af sundhedsvæsenet
Som deltager i det gratis kursus Fælles Skolebænk får bl.a. praktiserende læger, sygeplejersker, hospitalslæger, fysioterapeuter og mange andre faggrupper indblik i, hvad der sker med borgerne, når de er i kontakt de andre dele af sundhedsvæsenet samt en opdatering i den sundhedsfaglige indsats, som er beskrevet i forløbsprogrammerne.

Hospitalslægen ved, når kommunen tager over
For det er til stor gavn for patienterne, at f.eks. hospitalslægen ved, hvad der sker, når kommunens ansatte træder til, og at alle ved, hvem der har ansvar for hvad, og kan lære af hinandens kompetencer.

Glæder sig til at komme på kursus
Der er allerede lavet test på Fælles Skolebænk, og en af dem der glæder sig til at komme i gang med det rigtige kursus, er ledende oversygeplejerske Flemming Olsen fra Herlev Hospitals medicinske afdeling O, som tager sig af mange KOL- og diabetespatienter.

Kan tilbyde patienterne præcis behandling
- Vi er nødt til at samarbejde i sektorerne. Den store gevinst ved at lære af hinanden og fordele ansvaret bliver, at vi kan tilbyde patienterne en mere præcis behandling på det rette tidspunkt. På den måde sørger vi for, at patienterne ikke falder ned mellem tre stole, siger Flemming Olsen.

Udbydes i syv lokalområder
Kurserne vil blive udbudt lokalt i syv områder i Region Hovedstaden fra efteråret 2011, og kursusbeskrivelsen er netop blevet sendt ud til alle regionens samordningsudvalg, der bl.a. står for videreformidling til de mange medarbejdere, der til efteråret skal på Fælles Skolebænk. Det forventes, at 280 personer kommer på kursus i 2011, og flere følger efter i 2012.

Fakta:
Som led i kvalitetsreformen er der afsat 590 mio. kr. til en forstærket indsats for kronisk syge i regi af regioner, kommuner og stat. Region Hovedstaden har fået 120 mio. kr. af puljemidlerne, som skal anvendes til udvikling og gennemførelse af forløbsprogrammer, samt til patientundervisning og programmer for egenbehandling for kronisk syge patienter i årene 2010-2012.

Yderligere information hos:

Projektleder Maj Thomsen, telefon 48 29 48 68
Vicedirektør på Hillerød Hospital og formand for styregruppen for projekt Fælles Skolebænk Bente Ourø Rørth, telefon 48 29 30 01, mobil 29 46 56 36
Pressevagten i Region Hovedstaden, mobil 70 20 95 88

Relevant information

http://www.regionh.dk


Pressekontakt


Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire