Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/06-12   -   Pressemeddelelse

12 nye hospicepladser til borgerne i Region Hovedstaden

Regionsrådet har besluttet placeringen og håber at kunne oprette to pladser på Bornholm

For døende og uhelbredeligt syge personer kan opholdet på et hospice give dem hjælp til at lindre smerter og skabe rolige og trygge rammer for deres sidste tid.

12 nye hospicepladser i Region Hovedstaden
Med Aftale om Kræftplan III har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse tildelt Region Hovedstaden 12 af de 42 nye hospicepladser, der over de næste tre år skal etableres rundt om i landet.

Regionsrådet har besluttet placering
- Vi har allerede et virkelig godt beredskab i forhold til den lindrende behandling og hjælp til uhelbredeligt syge mennesker, og med de 12 nye hospicepladser bliver vi endnu bedre dækket ind, siger formand for patientudvalget, Flemming Pless (S).

12 nye pladser oven i 56 eksisterende
Region Hovedstaden har på nuværende tidspunkt 56 hospicepladser fordelt på fire forskellige hospicer, og regionsrådet har allerede besluttet, at fire af de kommende 12 nye pladser skal etableres på Arresødal Hospice i Frederiksværk.

Seks nye pladser på Frederiksberg
Regionsrådet har nu besluttet at tilbyde Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg at drive yderligere seks af de nye hospicepladser.

To nye pladser på Bornholm
Endvidere er det vedtaget at forsøge at etablere de sidste to nye pladser på Bornholms Hospital som hospicelignende pladser i forbindelse med hospitalets palliative afsnit, hvor alvorligt syge og døende patienter er indlagt.

Det kræver dog en dispensation fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Stort ønske fra bornholmerne
- På den måde kan vi for første gang tilbyde hospicepladser på Bornholm, hvilket har været et stort ønske for bornholmerne og for os politikere. Det vil betyde endnu et skridt fremad for lighed i sundhed i vores region, siger Flemming Pless.

Stor fokus på palliativ behandling
Der har i Region Hovedstaden de seneste år været stort fokus på den såkaldte palliation, det vil sige forebyggelse og lindring af smerter for alvorligt og uhelbredeligt syge mennesker.

Stor palliativ indsats
I 2011 etablerede regionen et palliativt team på Hvidovre Hospital, et palliativt sengeafsnit på Herlev Hospital samt et internt palliativt team på Rigshospitalet. Derudover er der i budgettet for 2012 afsat midler til etablering af et palliativt sengeafsnit på Hvidovre Hospital.

Fakta om hospicepladser i Region Hovedstaden:
24 pladser på Sankt Lucas Hospice i Hellerup.
10 pladser på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, som nu tilbydes at drive 6 nye pladser.
8 pladser på Arresødal Hospice i Frederiksværk, der i april 2013 bliver udvidet med fire nye pladser.
14 pladser på Hospice Søndergård i Måløv.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har afsat 0,5 millioner kroner i etableringstilskud pr. hospiceplads.

Yderligere oplysninger:
Flemming Pless (S), formand for patientudvalget, mobil 21 65 23 60
Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

Relevant information

http://www.regionh.dk


Pressekontakt


Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire