02/11-12
-
Pressemeddelelse
Protein kan hindre blodpropper
Forskere har fundet et protein, der kan hindre dannelse af blodpropper og mindske vævs- og organskader ved hjerteinfarkt.
Opdagelsen kan danne basis for udviklingen af nye lægemidler.
Det er forskere fra Rigshospitalet, der står bag opdagelsen af det nye protein MAP-1. Forsøg med MAP-1 i laboratoriet viser, at det kan hæmme betændelsesreaktioner i reagensglasforsøg. I væv, som har mistet sin blodforsyning, kommer der paradoksalt nok en kraftig betændelsesreaktion, når blodforsyningen genetableres. Det skyldes, at en del af kroppens immunforsvar kaldet komplementsystemet bliver aktiveret. Aktiveringen forårsager vævsskade i hjertet og hjernen.
- Efter nogle indledende forsøg antog vi, at MAP-1 kunne beskytte mod denne type vævsskade, og vi undersøgte derfor effekten af MAP-1 hos mus, der var blevet påført midlertidig iltmangel i hjertet, det man også kalder iskæmisk reperfusionsskade. Og MAP-1 viste sig ikke bare at kunne hindre vævsskade i hjertet, men også hæmme dannelsen af blodpropper, fortæller professor Peter Garred fra Rigshospitalets Klinisk Immunologiske Afdeling. Sammen med biolog, ph.d. Mikkel-Ole Skjødt og specialestuderende Anne Rosbjerg fra Rigshospitalet/Københavns Universitet samt forskere fra Harvard University i Boston står han bag studiet, der netop er publiceret i det anerkendte amerikanske tidsskrift Circulation.
Opdagelsen af MAP-1 kan danne basis for udvikling af nye lægemidler, som specifikt hæmmer de betændelsesreaktioner, der opstår som følge af blodpropper. Dermed kan MAP-1 på sigt hjælpe mange patienter med risiko for at få blodpropper i hjertet og hjernen.
Relevant information
http://www.regionh.dk
Firma
Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød,
Danmark
+45 70 20 95 88
+45 70 20 95 88
http://www.regionh.dk