Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/09-13   -   Pressemeddelelse

Stor interesse fra læger for nyt akutsystem

108 læger har søgt en stilling til regionens nye akutsystem i første ansøgerrunde. Nu går en ny runde i gang.

Regionens akuttilbud samles under én hat i 2014
Fra 1. januar 2014 samler Region Hovedstaden alle akuttilbud under én hat. Derfor skal der ansættes mange nye læger til at tage sig af f.eks. behandling af syge eller tilskadekomne borgere på hospitalernes akutmodtagelser og akutklinikker, til at tage på hjemmebesøg eller til at rådgive borgere på Akuttelefonen 1813.

108 læger vil gerne være del af det nye system
Første ansøgningsrunde til de mange stillinger er nu forbi og regionen kan konstatere, at 108 læger indtil videre har søgt om ansættelse. Herunder har der været stor interesse fra læger med almenmedicinske kompetencer og med lægevagtserfaring.

Anden ansøgningsrunde skal bygge videre på interessen
- Interessen er der. Vi er derfor overbeviste om, at vi inden 1. januar kan besætte de nødvendige stillinger. Vi sætter nu en anden runde i gang for at indhente de sidste ansøgninger, siger koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling.

Stor interesse, men fortsat ledige stillinger
Han henviser til, at der fra flere sider har været udtrykt bekymring for, at lægerne ikke ville søge stillingerne.

- 108 ansøgninger er ikke et tilstrækkeligt ansøgerfelt. Men vi har på intet tidspunkt forestillet os, at det var realistisk at ansætte så mange mennesker på så kort tid. Dette er en tidskrævende og kompliceret proces. Så beskeden fra os er, at der er stor interesse men også fortsat ledige stillinger, siger Svend Hartling.

Læger skal rådgive over telefon og hjælpe på hospitalerne
I alt skal Region Hovedstaden bruge lægestillinger svarende til ca. 68 årsværk. De mange nye læger skal bl.a. arbejde i telefonvisitationen, hvor de skal rådgive og hjælpe borgere samt i hospitalernes akutklinikker og på akutmodtagelserne.

Enstrenget akutsystem skal give bedre kvalitet
Ansættelserne sker som led i indførelsen af et enstrenget og visiteret akutsystem i Region Hovedstaden, det vil sige en organisatorisk og fysisk samordning af lægevagtordningen med de øvrige akuttilbud. Et flertal af regionsrådets politikere har ønsket dette i længere tid, fordi erfaringer inden for området siger, at et mere enkelt akutsystem kan forbedre kvalitet og service.

Et mere enkelt akutsystem for borgeren
- Med den ny ordning gør vi akutsystemet meget mere enkelt for borgeren. Vi kan give bedre informationer om f.eks. ventetider, fordi de forskellige systemer nu vil tale bedre sammen. Derfor forventer vi også, at vi kan løfte patientsikkerheden og i det hele taget gøre kontakten med akutsystemet mere smidigt og trygt, slutter Svend Hartling.

Ansættelsessamtaler i oktober
De 108 ansøgninger vedrører både fuld- og deltidsstillinger. De første ansættelsessamtaler forventes afholdt i oktober måned på de enkelte akutmodtagelser/-klinikker og på Akuttelefonen 1813.

Relevant information

http://www.regionh.dk


Pressekontakt


Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire