Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/04-14   -   Pressemeddelelse

Praktiserende lægers krav var urealistiske

Regionsrådsformanden er skuffet over de praktiserende lægers ultimative krav til Region Hovedstaden. Men 1813's servicemål kan nås uden lægernes bidrag, forsikrer hun.

Efter det seneste møde med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er dialogen lige nu sat på standby.

Sådan beskriver Region Hovedstaden situationen, efter PLO til et dialogmøde med regionen fremsatte det ufravigelige krav, at deres læger skal stå for hele telefonvisitationen på 1813.

Vil have bedre løn end andre 1813-læger
Og den melding ærgrer regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Det er ærgerligt, at lægerne står stejlt på, at de ville have den fulde ret til at tage alle telefonerne på 1813, og så til en højere løn end de læger, der allerede arbejder på 1813. Det betragter jeg ikke som oplæg til en god dialog, fordi det er urealistiske krav. Så lige nu er dialogen sat på standby, men jeg håber og tror på, at vi kommer videre herfra, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Brug lægernes bidrag
Hun understreger, at den nye akutordning har brug for de praktiserende lægers bidrag på flere punkter. Men hvis de praktiserende læger slet ikke vil bidrage, er det ikke afgørende for at nå de servicemål, der er fastsat for 1813.

- Hvis vi mangler lægerne vil det selvfølgelig tage længere tid at komme helt i mål, fordi vi så har færre læger på telefonerne og til at køre på hjemmebesøg eller tage imod patienter på hospitalernes børneafdelinger. Omvendt kan vi se, at både 1813's og akutmodtagelsernes ventetider er faldende. Vi får da også ugentligt positive mails fra glade borgere. Så jeg er tryg ved at det går den rigtige vej, jeg så bare gerne at det skete hurtigere med de praktiserende lægers bidrag, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Dialog ikke udelukket
Hun mener dog ikke, at en fortsat dialog med de praktiserende læger nu er udelukket.

- Jeg tror på, at de praktiserende læger grundlæggende gerne vil være med til at løse dette problem. Så naturligvis er dialogen ikke slut endnu. I hvert fald ikke fra vores side, siger Sophie Hæstorp Andersen.


FAKTA: Her er Region Hovedstadens oplæg til dialog

Region Hovedstaden håbede, at parterne kunne blive enige om, at:

1. Der arbejdes på at finde en tilfredsstillende balance mellem lægefaglig og sygeplejefaglige kompetencer på akuttelefonen 1813, så ventetid til samtale med både den sygeplejefaglige visitator og til lægen minimeres.

2. Der arbejdes på at ansætte flere læger.

3. Der arbejdes på at udvikle akuttelefonen 1813 ved at etablere en konsulentordning, der ligner hospitalernes praksiskonsulentordning, hvor praktiserende læger ansættes på akuttelefonen 1813 for at styrke det tværsektorielle samarbejde.

4. Der etableres en fælles (gratis) uddannelse i visitation for sygeplejersker ansat på Akuttelefonen 1813 og praksissygeplejersker.

5. Region Hovedstaden etablerer et fælles forum for drøftelse af indberettede utilsigtede hændelser ved visitation fra Akuttelefonen 1813 med henblik på fælles læring om den akutte patient.

6. Der arbejdes på de overenskomstmæssige forhold i forhold til overtagelse af aftalen indgået med FAS og YL om løn- og ansættelsesvilkår.

Pressekontakt

Pressevagten
  +45 70 20 95 88

Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire