Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/07-14   -   Pressemeddelelse

Bispebjerg Hospital sælger opfindelse

En forskergruppe på Bispebjerg Hospital har udviklet ny teknik til at behandle hudkræft. LEO Pharma har nu købt opfindelsen.

Professor Merete Hædersdal og ph.d.-studerende Andres Mar Erlendsson, Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, har i samarbejde med medicinalvirksomheden LEO Pharma opfundet en ny metode til behandling af hudkræft, hvor man giver medicin gennem huden ved brug af laser. Samarbejdet skal føre til bedre behandling af hudkræft.

Fremtidig behandling af hudkræft: Medicin gennem huden
Medicin gennem huden ved hjælp af laser. Sådan lyder Bispebjerg Hospitals og LEO Pharmas fælles bud på en ny og mere effektiv behandling til patienter med hudkræft. Forskningen, som ligger bag laserteknikken, stammer fra Bispebjerg Hospital, og LEO Pharma står bag gelen Picato® (ingenol mebutat), som anvendes sammen med laserteknikken i den nye behandlingsmetode. LEO Pharma har nu købt de fulde patentrettigheder til teknikken.

- Dette er et rigtigt godt eksempel på Region Hovedstadens ønske om at øge samarbejdet med erhvervslivet, så vi på den ene side er med til at udvikle nye, bedre behandlingsformer til gavn for vores patienter, og på den anden side medvirker til, at der udvikles og skabes vækst i regionen. Den slags samarbejder vil vi se flere af fremover. Det er der nemlig perspektiv i for patienter, virksomheder og samfundet generelt, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Region Hovedstadens Erhvervs-og vækstudvalg.

Åbner nye behandlingsmuligheder
Laserteknikken gør det muligt for allerede kendte og brugte lægemidler at trænge bedre ind og dermed virke mere effektivt. Derudover kan man begynde at bruge helt nye typer af lægemidler med større molekyler. Det vil åbne perspektiver for helt andre typer af behandlinger.

LEO Pharma overvejer nu, hvordan de vil kunne afprøve virkningen af gelen Picato® i sammenhæng med teknikken:

- Picato® er i dag en 2-3 dages effektiv og sikker behandling til forstadier til hudkræft, som patienter er meget tilfredse med. Nye kliniske data med laserteknikken i kombination med Picato® kan danne grobund for en behandling, som er effektiv og sikker, mod forstadier af hudkræft samt hudkræft.

Det siger senior vicepræsident for Global udvikling i LEO Pharma Kim Kjøller, som tror, at kombination af teknikken og nye stoffer udviklet af LEO Pharma kan skabe rum for en ny behandlingsform af hudlidelser med det mål at skabe mere sikre og effektive lægemidler for tusindvis af patienter, så de kan få en mere sund hud.

Mere offentlig-privat samarbejde på vej
Bispebjerg Hospital er med salg af patentet på laserteknikken på vej i retning af mere offentlig-privat forskningssamarbejde - en vej, som hospitalet i fremtiden gerne vil fortsætte ad:

- Samarbejdet er et godt eksempel på, at vi effektivt får udnyttet ny viden og innovation fra vores forskere, så det hurtigt kan komme - ikke bare vores egne patienter - men langt flere til gode. Det udspringer af en fælles ambition om at skabe forbedringer for patienterne, og det er noget, vi vil satse endnu mere på i fremtiden, siger vicedirektør Ane Friis Bendix, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.

For yderligere oplysninger:

Lars Gaardhøj, formand for Region Hovedstadens Erhvervs-og vækstudvalg: Lars.Gaardhoej@regionh.dk, mobil 28 92 25 98
Merete Hædersdal, professor på Bispebjerg Hospital: Merete.Haedersdal@regionh.dk, telefon 40 83 56 16
Kim Kjøller, senior vicepræsident for Global udvikling i LEO Pharma: kim.kjoeller@leo-pharma.com,telefon 72 26 39 14
Ane Friis Bendix, vicedirektør Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, Ane.Friis.Bendix@regionh.dk, telefon 21 59 67 09
Pressevagten i Region Hovedstaden, telefon 70 20 95 88

Se også webmagasin VIDEN+ om "Medicin gennem huden": www.bispebjerghospital.dk/videnplus-medicin-gennem-huden

FAKTA

Medicin gennem huden ved hjælp af laser
Med laseren laves små, lodrette kanaler i huden, der så kan bruges som en alternativ vej til at få lægemidlet ind i huden og dermed behandle hudkræft mere effektivt. Teknikken gør, at man kan opnå en større lægemiddelkoncentration i det syge væv og dermed en mere effektiv virkning. Koncentrationen af lægemidlet i den syge hud kan øges med op til 4 gange og giver en mere skånsom og effektiv behandling.

Hudkræft

Ca. 12.000 danskere får årligt konstateret hudkræft
Antallet af danskere med hudkræft stiger støt
Kræft i huden opstår langt overvejende som følge af UV stråling fra solen
Almindelig hudkræft (basalcellekræft og pladecellekræft) er ikke dødelig
Hudkræft kan behandles med flere forskellige teknikker alt afhængig af type, lokalisation og antal: Kirurgi, røntgen, fotodynamisk terapi, creme med anticancer lægemidler
Organtransplanterede har særlig risiko for hudkræft. Der er ca. 2300 organtransplanterede i Danmark.

Pressekontakt

Pressevagten
  +45 70 20 95 88

Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire