Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/09-14   -   Pressemeddelelse

Ventetider på psykiatrisk hjælp er faldet markant

Region Hovedstadens Psykiatri forventer at kunne overholde den nye udrednings- og behandlingsret for hovedparten af patienterne pr. 1. september 2014

Flere og flere borgere i hovedstadsregionen med en psykisk lidelse kommer hurtigt til en samtale hos en behandler, der kan fastslå, hvad de fejler, og hvordan de kan få det bedre.

Region Hovedstadens Psykiatri har siden januar arbejdet målrettet på at udrede og igangsætte behandlingen for flere patienter end tidligere.

Det betyder, at ventetiderne er faldet markant, og Region Hovedstadens Psykiatri forventer at kunne overholde den nye udrednings- og behandlingsret for hovedparten af patienterne pr. 1. september 2014.

Ret til at få hurtig udredning og behandling
Den 1. september 2014 udvides rettighederne for borgere med psykisk sygdom.

Fra den dato har patienter, der bliver henvist til Region Hovedstadens Psykiatri, ret til at blive udredt, altså at få undersøgt og talt om deres situation, inden for to måneder, hvis det er fagligt muligt, og efterfølgende få tilbudt en behandling inden for to måneder.

Allerede nu får næsten alle børn og unge tid til deres første samtale inden for to måneder. Det samme gælder de fleste voksne patienter. Dog er der fortsat udfordringer med at tilbyde den første samtale til tiden til bl.a. traumatiserede flygtninge og voksne patienter med personlighedsforstyrrelser.

Dette arbejdes der for at rette op på.

Stor indsats fra personalet
- Der er sket en stor stigning i antallet af psykiatriske patienter, der udredes og behandles i Region Hovedstaden, og det har været en kraftanstrengelse for medarbejderne i Psykiatrien. For mig er det altafgørende, at mennesker med en psykisk lidelse får samme adgang til hurtig og moderne behandling, som mennesker med en fysisk sygdom. Derfor er det glædeligt, at vi ser ud til at kunne overholde de nye garantier til borgerne, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Bedre planlægning og lean
For at holde ventetiderne nede, når udrednings- og behandlingsretten er trådt i kraft 1. september, er Region Hovedstadens Psykiatri i gang med at sikre, at så mange patienter som muligt får den bedst mulige hjælp.

Det sker bl.a. med bedre planlægning og lean-metoder, der tilrettelægger arbejdet, så hver behandler kan hjælpe flere patienter per arbejdsdag. Psykiatriens centrale visitationsenhed er også udvidet, så patienterne fra start tilbydes udredning og behandling hos de rette eksperter i regionen.

Bruger også private hospitaler
For at være helt sikre på at kunne sikre borgerne hurtig udredning og behandling, har regionen også indgået aftaler med private psykiatriske hospitaler i Region Hovedstaden. Kan regionen ikke selv tilbyde en borger tid inden for to måneder, bliver vedkommende automatisk tilbudt en tid hos en privat udbyder i stedet.

Målet er at udnytte både den offentlige og private udrednings- og behandlingskapacitet i Region Hovedstaden optimalt til gavn for patienterne.

Fakta om udrednings- og behandlingsretten
Patienter, der bliver henvist til psykiatrisk behandling i Region Hovedstadens Psykiatri, har fra den 1. september 2014 ret til at blive udredt indenfor to måneder.

Fra den 1. september 2015 skal patienter tilbydes udredning inden for én måned. Behandling skal tilbydes inden for enten en eller to måneder, afhængigt af sygdommens alvorlighed.
Hvis Region Hovedstadens Psykiatri ikke kan tilbyde behandling i eget regi eller hos et samarbejdssygehus inden for tidsfristen, har patienten ret til at blive behandlet på et privat behandlingssted.

I Region Hovedstaden er det Enhed for patientvejledning, der sørger for at viderehenvise patienter til et privat behandlingstilbud. Patienter kan vælge at tage imod tilbuddet eller vente på, at de kan blive behandlet i Region Hovedstadens Psykiatri.

Pressekontakt

Sophie Hæstorp Andersen
Regionrådsformand
  70 20 95 88

Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire