Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/09-14   -   Pressemeddelelse

Budgetaftale bygger fremtiden for hovedstadsregionen

Bredt forlig om Budget 2015 for Region Hovedstaden.

En storstilet sammenlægning af ledelserne på flere hospitaler, et markant løft i behandlingen af mennesker med en psykisk lidelse, mere vækst til erhvervslivet og et grønnere miljø.

Det er blandt de vigtigste tiltag i Budget 2015 for Region Hovedstaden, som Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået en ambitiøs aftale om.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at mit første budget som regionsrådsformand bakkes så bredt op. Vi er blevet enige om en visionær aftale, der lægger nye skinner for sundhedsvæsenet i vores region, investerer i psykiatrien og samtidig har et stærkt fokus på vækst og miljø. Jeg synes i den grad, at aftalen bygger fremtiden for indbyggerne i Region Hovedstaden, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Historisk omlægning af hospitaler
På sundhedsområdet sikrer en storstilet sammenlægning på ledelsesplan af flere af landets største hospitaler mindre administration, højere kvalitet og at patienten sættes i centrum.

Glostrup og Rigshospitalet bliver ét superspecialiseret hospital, der skal fokusere på forskning og højt specialiseret behandling på internationalt niveau. Hospitalerne i Herlev og Gentofte sammenlægges ledelsesmæssigt til ét stort akuthospital midt i hovedstadsregionen med betydelig kapacitet til planlagt behandling på Gentofte Hospital.

Ifølge regionsrådsformanden handler det om rettidig omhu, fordi sammenlægningen på længere sigt vil frigøre 130 millioner kroner om året.

- Vores driftsøkonomi vil i de kommende år blive presset. Derfor har vi spurgt os selv, hvordan vi kan fremtidssikre vores hospitaler. Med sammenlægningerne får patientens sammenhængende forløb og kvaliteten et løft, den internationale forskning bliver styrket, personalet får klarhed om retningen og ikke mindst kan vi forhåbentlig minimere de store grønthøsterbesparelser i de kommende år, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Psykiatrien styrkes
Mennesker der rammes af en psykisk lidelse har lige så stort behov for hurtig og moderne behandling, som hvis der var tale om en kræftsygdom eller et brækket ben. Derfor rummer budgetaftalen også et løft af psykiatrien, så flere mennesker med en psykisk sygdom bliver helbredt.

En række åbne senge skal omlægges til lukkede, og der afsættes mere end 14 millioner kroner til øget bemanding på de psykiatriske centre. Der skal også være flere udgående og opsøgende tilbud for at forebygge indlæggelser og nedbringe ventetiderne til behandling for angst, depression og tvangshandlinger. Herudover investeres der massivt i at forbedre psykiatriens fysiske rammer.

Investeringerne kommer vel at mærke oven i, at Region Hovedstadens Psykiatri over de næste to år modtager penge fra statens satspuljemidler. To akutmodtagelser nedlægges pga. meget ringe søgning, og indlagte børn i Hillerød skal fremover indlægges i Glostrup.

- Det er vigtigt at understrege, at psykiatrien samlet set kommer styrket ud af budgetforhandlingerne. De penge, som vi nu tilfører psykiatrien, skal booste den udvikling, der allerede er i gang med større faglighed, kortere ventetider og mindre tvang. Vi skaber også mere tryghed og nærhed i behandlingen af den psykiatriske patient, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

En styrkelse af Copenhagen
Region Hovedstaden har sammen med 46 kommuner og Region Sjælland indgået et nyt vækst- og brandinginitiativ kaldet Copenhagen. Derfor vil budgetaftalen sikre flere projekter, der skal skabe arbejdspladser og positionere Copenhagen i den globale storbykonkurrence.

- Vi skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder i alle dele af regionen, tiltrække internationale investeringer, hjælpe iværksætterne og have flere praktikpladser til de unge. Copenhagen skal målrettes og virkeliggøres, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Udover de store elementer rummer budgettet penge til bl.a. mere økologisk mad på hospitalerne, oprensning af forurenede grunde og energibesparelser på hospitalerne.

Yderligere oplysninger hos:

Socialdemokraterne: Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, via Region Hovedstadens pressetjeneste, tlf. 70 20 95 88
Venstre: Martin Geertsen, mobil 61 62 51 68
Det Konservative Folkeparti: Mette Abildgaard, mobil 41 26 96 76
Dansk Folkeparti: Henrik Thorup, mobil 40 40 81 88
Det Radikale Venstre: Charlotte Fischer, mobil 31 25 96 55
Socialistisk Folkeparti: Lise Müller, mobil 28 96 40 30
Liberal Alliance: Niels Høiby, mobil 40 46 35 32


Fakta om Budget 2015
· På grund af regionernes stramme økonomiaftale med regeringen og stigende udgifter til medicin og nye behandlinger har det været en bunden opgave at finde omkring 300 mio. kroner.

· Region Hovedstaden investerer i de kommende år i nye kvalitetsfondsbyggerier og sterilcentraler, en papirløs IT-platform kaldet Sundhedsplatformen, en ny akutmodtagelse på Bornholm, rehabiliteringscenter på Glostrup Hospital, renovering af sydfløjen på Gentofte Hospital og et nyt psykiatrihospital på Bispebjerg Hospital

· Beslutningen om at omlægge hospitalsdriften sker som led i Hospitals- og Psykiatriplanen 2020, der blev sat i gang i juni 2011.
· Budget 2015 vedtages endeligt på regionsrådsmødet tirsdag den 23. september.
· Region Hovedstaden har ca. 40.000 ansatte
· Det samlede budget for Region Hovedstaden er på omkring 39 milliarder kroner.

Pressekontakt

Pressevagten
  +45 70 20 95 88

Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire