Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/09-14   -   Pressemeddelelse

Tæt på 100 procents tilfredshed med sansefødestue

Kvinder oplever, at blid musik og rolige farver har positiv indvirkning på oplevelsen af smerte

Kvinder tilknyttet Nordsjællands Hospital Hillerød har siden efteråret 2013 kunne vælge at føde på en sansefødestue.

Det er en særlig type fødestue, hvor man med blid musik, dynamiske farvetoner og skiftende billeder på væggen forsøger at give den fødende og hendes partner så god en fødeoplevelse som muligt.

Og sansefødestuen ser ud til at have en rigtig positiv virkning.

En ny undersøgelse blandt de fødende viser, at 93 procent af kvinderne oplever, at den særlige fødestue har haft en meget positiv betydning for fødeoplevelsen. Blandt deres partnere er andelen oppe på 95 procent.

Mere velvære og tryghed
Omkring oplevelsen af tryghed og velvære, synes 96 procent af kvinderne, at sansefødestuen har haft meget positiv indvirkning, og 94 procent af partnerne oplever det samme.

Næsten 74 procent af kvinderne oplevede, at sansefødestuen har haft meget positiv indvirkning på smerteoplevelsen.

- Vi er meget tilfredse med resultaterne. Det viser, at vi har fat i noget, som kan være med til at give kvinden og hendes partner en tryg og positiv oplevelse, siger chefjordemoder på Nordsjællands Hospital, Katrine Hornum-Stenz

Kan opleves på Sundhedsdage
På Region Hovedstadens Sundhedsdage i Øksnehallen fra den 19.-21. september kan man selv prøve at gå ind i en opstilling af en sansefødestue og opleve den blide musik og de rolige billeder glide omkring sig.

På Facebook er det på Region Hovedstades side om Sundhedsdagene siden starten af august strømmet ind med kommentarer omkring sansefødestuen.

Forskellige kvinder skriver:
Fødte på sansestue på Nordsjællands Hospital. Nåede bare kun at være der 5 min, så havde jeg født. Men det var fedt at ligge med en nyfødt på maven og så med musikken og lyseffekterne.
- Dejligt beroligende.
- Jeg har også født på Nordsjællands Hospital på en sansefødestue. Det var min 4. fødsel og helt klart den bedste.
- Vi havde en rigtig god oplevelse på sansefødestuen på Hillerød, lyset og musikken gav en god grundstemning under hele forløbet

Flere kan vælge sansefødestuen
Endnu flere kvinder får nu mulighed for at vælge sansefødestuen, idet Region Hovedstaden her i sommer har ændret på fødeområderne.

Det betyder, at kvinder bosiddende i Lyngby-Taarbæk og Egedal kommuner fremover vil være tilknyttet Nordsjællands Hospital i stedet for Herlev Hospital.

Fakta:

Sansefødestuen er den eneste af sin art i Danmark - og faktisk findes der to på Nordsjællands Hospital.
Den fødende kan i sin graviditet ønske at komme til at føde på sansefødestuen.
Der er udviklet et særligt audiovisuelt program, som skal understøtte rytmen i vejrtrækningen under ve-arbejdet. Rytmen matcher bevægelserne i det visuelle udtryk, der er på det store dynamiske panel og farverne i rummet.
Tilfredsheden blandt de fødende i Hillerød er i forvejen helt i top. I den landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser for fødende, svarer 94 % af kvinder på Nordsjællands Hospital, at de havde en positiv oplevelse med det samlede ophold på hospitalet. Det giver fødeafdelingen den højeste tilfredshedsscore i hele regionen.
Sansefødestuen er et OPI-samarbejde (Offentligt-privat-innovationsprojekt) mellem Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Nordsjællands Hospital og firmaerne Phillips A/S og Wavecare Aps.

Pressekontakt

Pressevagten
  +45 70 20 95 88

Firma

Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød, Danmark

  +45 70 20 95 88
  +45 70 20 95 88

http://www.regionh.dk

Modtag nyheder fra Region Hovedstaden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire