12/01-15
-
Pressemeddelelse
Kina skal lære af Region Hovedstaden på jordoprensningsområdet
På en rejse til Jiangsu-provinsen i det østlige Kina indleder Region Hovedstaden nyt samarbejde om jordoprensning.
Erhversfremstød i Jiangsu-provinsen
En dansk delegation med regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i spidsen rejser i disse dage til Kina på et særligt erhvervsfremstød i Jiangsu-provinsen.
Delegationen består af regionale politikere og samarbejdspartnere fra både offentligt og privat regi i Region Hovedstaden.
Forurenet jord i millionbyen Wuxi
Og et af de vigtige punkter på dagsordenen bliver jordoprensning. Her har Region Hovedstaden nemlig har stor ekspertise og erfaring.
Under rejsen sker den officielle underskriftsceremoni i hovedstaden Nanjing i Jiangsu-provinsen, hvor et særligt samarbejde om jordoprensning formelt træder i kraft.
Helt konkret har man i millionbyen Wuxi allerede aftalt at gå i jorden på en forurenet grund for at vise, hvad Region Hovedstaden egentlig kan, når man allierer sig med danske virksomheder som eksempelvis COWI og Geo, der også er med på rejsen.
Eksport og tiltrækning af investeringer
"Her er der én af regionens kerneopgaver i spil, som gerne skal sprede sig til en lang række fordele som øget eksport af danske produkter, viden og kompetence samt omvendt også en tiltrækning af kinesiske virksomheder, investeringer og talenter til Greater Copenhagen," forklarer regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.
Et helt nyt videnscenter
Samarbejdsaftalen med Jiangsu består blandt andet af, at Region Hovedstaden bidrager til at oprette et videnscenter i Jiangsu-provinsen.
Dette skal hjælpe med at opbygge kompetencer og metoder hos de kinesiske myndigheder, så de kan udforme og administrere regler på miljøområdet.
Samtidig er målet at synliggøre og inddrage danske virksomheder, så disse kommer i spil til de mange store opgaver, som Kina står overfor.
500 mia. kr. til miljøforbedrende formål
Mads Terkelsen, ansvarlig for regionens forsknings- og udviklingsprogram inden for jord- og grundvandsforurening, uddyber:
"En undersøgelse viste for nylig, at en femtedel af Kinas landmasser er stærkt forurenede. I dag har de stort set ingen regulering i forhold til jord- og grundvandsforurening, så vi skal starte helt fra bunden med at opbygge et system, der kan sikre miljøet."
"De kinesiske myndigheder har i foråret 2014 afsat mere end 500 mia. kr. til miljøforbedrende formål, så der er mange vestlige lande, der byder sig til. Men indtil videre er vi de eneste, der rent faktisk har udsigt til en kontrakt."
"Dette kan bl.a. skyldes, at Danmark ligger i front på området, og at Region Hovedstaden arbejder tæt sammen med en række private virksomheder. Det gør, at kineserne ser det som én samlet pakke, hvor regionen som offentlig myndighed så at sige blåstempler virksomhederne," siger Mads Terkelsen.
Fakta
- På delegationsrejsen deltager politikere fra Region Hovedstaden samt repræsentanter for flere virksomheder samt Bycirklen, der består af Ballerup, Egedal og Frederikssund kommuner - herunder Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen og kommunaldirektørerne fra Egedal og Ballerup kommuner - samt en repræsentant fra Danish Soil Partnership.
- Bycirklen allerede i en årrække har haft et samarbejde med Wuxi, der er venskabskommune med Frederikssund.
- Wuxi har ca. 6,5 mio. indbyggere, mens Jiangsu-provinsen har ca. 80 mio. indbyggere. Provinsen er en af de rigeste i Kina med de 2. højeste vækstrater
- Med underskrivelsen af aftalen i Jiangsu løftes barren ikke blot fra by- til provinsniveau, men også til nationalt niveau. Samarbejdet med Wuxi vil nemlig blive et regionalt demonstrationsprojekt.
Pressekontakt
Sophie Hæstorp Andersen
Regionrådsformand
70 20 95 88
Pressevagten
+45 70 20 95 88
Firma
Region Hovedstaden
Regionsgården, Kongens Vænge 2
3400 Hillerød,
Danmark
+45 70 20 95 88
+45 70 20 95 88
http://www.regionh.dk