Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/02-10   -   Pressemeddelelse

Er midtjyderne blevet sundere?

Region Midtjylland og kommunerne i Midtjylland inviterer nu mere end 50.000 midtjyder med i en stor sundhedsundersøgelse. Den skal vise, om borgerne er blevet sundere de sidste fire år og give et bedre grundlag for at styrke sundhedstilbud i kommuner og region.

En af de første dage i februar kan du være én af de 52.400 midtjyder, der får et spørgeskema om sundhed og livsstil i postkassen. Dine svar skal bruges til at tage temperaturen på 1,25 mio. midtjyders sundhed, sygdom og trivsel. Den nye viden skal styrke og målrette regionens og kommunernes sundhedstilbud til borgerne.

For første gang spørges også unge helt ned til 16 år og ældre fra 80 år og op. Spørgsmålene går på alt lige fra kost- og motionsvaner, stress og alkoholforbrug til om man har forskellige fysiske og psykiske sygdomme eller gener i dagligdagen.

Region Midtjylland gennemfører undersøgelsen, som kaldes "Hvordan har du det? 2010", i samarbejde med regionens 19 kommuner. Den er del af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Ny viden om psykisk syges trivsel
En tilsvarende undersøgelse fra 2006 har været en værdifuld hjælp til at forbedre sundhedstilbud i både region og kommuner

Den viste f.eks. at mange psykisk syge har flere kroniske sygdomme end resten af befolkningen, særligt diabetes og hjerte-kar sygdomme, og at de ofte har en mere risikobetonet livsstil. Det satte fokus på risikoen for at overse og underbehandle fysiske sygdomme hos psykisk syge i det opdelte sundhedsvæsen.

- Undersøgelsen pegede på, at der er behov for et stærkere samarbejde mellem psykiatri og somatik. Derfor er vi nu i gang med at uddanne medarbejderne i psykiatrien til at screene mennesker med psykiske lidelser for fysiske sygdomme og vi gør en større indsats for at støtte dem i at udvikle en sundere livsstil, siger Bent Hansen (A), formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Mere målrettede sundhedstilbud
Viden fra undersøgelsen har været et rigtigt godt værktøj og givet pejlepunkter for kommunernes indsats.

- Kommunerne har på baggrund af den konkrete viden kunnet målrette tilbud om rygestop til lavtuddannede og børnefamilier. Vi har også brugt den til at planlægge og forbedre uddannelse af patienter med fx diabetes og hjerte-karsygdomme og til at vurdere behovet for genoptræning blandt kommunens ældste mere præcist, fortæller formand for Kommunekontaktrådet Anders G. Christensen, og siger:

- Det bliver rigtig interessant at se resultater fra den nye undersøgelse, fordi den kan vise om borgerne lever mere sundt og har færre sygdomme end for fire år siden, hvor kommunernes sundhedsprofil første gang blev tegnet.

Dit svar er vigtigt
Undersøgelsen gennemføres af Region Midtjyllands Center for Folkesundhed. Projektansvarlig sundhedskonsulent Finn Breinholt understreger, at hvert eneste svar tæller:

- En høj svarprocent giver den mest sikre viden. Derfor håber vi naturligvis, at alle vil besvare de udsendte spørgeskemaer. Vi har brug for hver enkelts bidrag til at forbedre sundhedstilbud i såvel kommuner som region.

Fremover skal sundheden følges med undersøgelser hvert fjerde år.

Fakta om undersøgelsen
52.400 borgere fra 16 år og op modtager et spørgeskema, herunder også borgere af anden etnisk baggrund end dansk. Der indgår 2.500 personer fra hver kommune, dog 8200 fra Århus Kommune.

Læs mere og hent grafik, fotos mm. på http://www.hvordanhardudet.rm.dk

Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Bent Hansen (A), tlf. 8728 5010 / 4031 3707

- Formand for Kommunekontaktrådet, Midtjylland, Anders G. Christensen, tlf. 8761 1661 / 2022 9806

- Sundhedskonsulent, Center for Folkesundhed, Finn Breinholt Larsen, tlf. 8728 4704 / 2273 0252

- Sundhedskonsulent, ph.d., Center for Folkesundhed, Pia Vedel Ankersen, tlf. 8728 4706 / 2498 4928

- Kontaktpersoner i kommunerne : http://www.hvordanhardudet.rm.dk/

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire