24/02-10
-
Pressemeddelelse
Hver anden bruger computer på jobbet
Computeren er hverdag for 57 procent af medarbejderne i de midtjyske virksomheder. Århusianerne er de flittigste brugere, mens 90 procent af samsikkerne klarer sig uden. Det viser en ny undersøgelse fra Region Midtjylland.
Det hører med til de flestes hverdag at betjene en computer på jobbet. 57 procent af den samlede medarbejderstab i de midtjyske små og mellemstore virksomheder er hverdagsbrugere af en computer, men tallene varierer meget fra kommune til kommune.
Det viser en undersøgelse, som Region Midtjylland står bag. Regionen har spurgt 500 virksomhedsledere i virksomheder med 5-250 ansatte om brugen af computere. Både om andelen af hverdagsbrugere og om, hvor mange egentlige it-medarbejdere de har ansat.
I Århus er det tre ud af fire medarbejdere, der skal kunne betjene computeren i hverdagen, mens det i Ikast-Brande er hver tredje og på Samsø hver tiende.
Tilsvarende har de århusianske virksomheder i gennemsnit ansat 2,5 medarbejdere i en it-funktion, mens dem i Ikast-Brande og på Samsø har henholdsvis 1,4 og 1 medarbejder i den type funktioner.
Videnservice og detailhandel
Nogle brancher hænger mere sammen med computere end andre - eksempelvis angiver virksomhederne inden for videnservice (ingeniører, advokater, arkitekter, pengeinstitutter, softwareudviklere m. fl.), at 93 procent af deres ansatte bruger computer dagligt.
Også detailhandelen er flittige computerbrugere - her er 81 procent af medarbejderne daglige computerbrugere. Dette gælder kun for 30 procent i hotel- og restaurationsbranchen samt for 25 procent blandt bygge- og anlægsvirksomhederne.
Se hele undersøgelsen :
http://www.rm.dk/regional+udvikling/statistik+og+analyse/det+midtjyske+v%c3%a6kstlag/resultater
Læs om Det midtjyske Vækstlag :
http://www.rm.dk/regional+udvikling/statistik+og+analyse/det+midtjyske+v%c3%a6kstlag
Relevant information
http://www.regionmidtjylland.dk