Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/06-10   -   Pressemeddelelse

Hofteopererede sendes hjem foran fjernsynet

ideotelefoni, tegnefilm og genoptræningsvideoer på fjernsynet hjemme i stuen kan måske forkorte indlæggelsestiden for patienter, der har fået en ny hofte. Det skriver Magasinet Midt, Region Midtjyllands kvartalsmagasin om livet i Midtjylland.

Et forskningsprojekt på Regionhospitalet Silkeborg i Region Midtjylland skal vise, om man kan sende nyopererede hoftepatienter hjem fra hospitalet blot et døgn efter, de har fået en ny hofte. Projektet er et forskningsprojekt under den treårige sundheds-it-satsning Caretech Innovation.

Læge og ph.d.-studerende Martin Vesterby ved Regionshospitalet Silkeborg står for projektet, der integrerer computerteknologi og en internetforbindelse med patientens eget fjernsyn.

Teknikken er "camoufleret" i en kasse af birkefinér, som passer ind i de fleste hjem og hverken signalerer teknik eller hospital.
Når kassen bliver sluttet til et tv og en internetforbindelse, kan patienten ved hjælp af en simpel fjernbetjening zappe sig frem til informationer om den forestående hofteoperation og finde videoinstruktioner med de genoptræningsøvelser, som skal laves efter operationen.

Computeren i kassen kan også sætte patienten i video-forbindelse med en læge eller sygeplejerske på Regionshospitalet Silkeborg. Det kan være nyttigt, hvis der for eksempel opstår tvivl om, hvorvidt operationssåret ser pænt ud efter operationen.

Hele idéen med kassen og forsøget er, at kassen måske kan gøre det forsvarligt at sende hoftepatienter hjem allerede dagen efter deres operation.

- Jeg vil gerne sende folk hjem fra hospitalet, så snart de er klar til det. Det er slet ikke så tosset at komme hjem til sig selv efter en operation, hvis bare man kan overskue det. Det er sjældent, at folk sover bedre på hospitalet, end de gør derhjemme. Men den skumle bagtanke med projektet er selvfølgelig at spare penge, siger Martin Vesterby til Magasinet Midt.

Normalt er hoftepatienter indlagt to-tre dage efter operationen. Et døgn i et hospitalsseng koster cirka 3500 kroner, så hvis der kan skæres et par dage af indlæggelsen efter operationen, så er der penge at spare. Og det er derfor, døgnhofteprojektet, som det er blevet døbt, er sat i søen.

Forskningsprojektet løber frem til 2011, og indtil videre kan man kun konkludere, at teknikken virker. Det store spørgsmål er, om forsøgspatienterne føler sig lige så trygge og lige så godt behandlet som de patienter, der har gennemgået et traditionelt hofteforløb. Ellers kan løsningen ikke bruges.

- Mindstekravet er, at de patienter, der har gennemgået døgnhofteforløbet, føler sig mindst lige så trygge og godt behandlet som de, der har gennemgået et traditionelt forløb med længere indlæggelsestid, siger Martin Vesterby.

Flere oplysninger

- Læge Martin Vesterby, Forskningsenheden, Ortopædkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Silkeborg, tlf. 2513 7203
- Projekteder Thomas Hohn, Caretech Innovation, tlf. 3036 0816
- Marlene Nybro Thomsen, Projekt kommunikationsmedarbejder, Alexandra Instituttet A/S, tlf. 2728 4801

Billede

Billedet af læge Martin Vesterby med "teknik-kassen" er til fri afbenyttelse, forudsat fotograf Tonny Foghmar krediteres.

- Hent billedet af Martin Vesterby her (JPEG / 3,42 MB)
- Hent PDF med historien om hofteoperationerne her
- Hent Magasinet Midt i elektronisk udgave på regionens hjemmeside (13,8 MB)

Fakta
- Caretech Innovation er en fireårig sundheds-it-satsning, der skal sikre den korteste vej mellem forskning, anvendelse og forretning.

- Satsningen er finansieret af EU og Vækstforum i Region Midtjylland og er forankret i Alexandra Instituttet A/S.

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire