Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/07-10   -   Pressemeddelelse

Forældre skal tage større ansvar for teenageres solbadning

Alt for ofte må lægerne på Plastikkirurgisk Afdeling på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, fortælle unge, at de er ramt af den farlige modermærkekræft.

Nu opfordrer overlæge Pia Sjøgren forældrene til at tage et større ansvar for børn og unges solbadning, efter at Plastikkirurgisk Afdeling i det seneste år har haft 15 patienter under 25 år, der er ramt af den alvorlige kræftform. Den yngste var blot 12 år.

- Vi ser en kraftig stigning i antallet af yngre mennesker, der får modermærkekræft. Det skyldes i 9 ud af 10 tilfælde for meget sol. I dag er det ikke usædvanligt, at børn ned til 12 år går i solarium, og at konfirmander lige tager en gang sol før den store dag, men det er overordentlig farligt, siger Pia Sjøgren.

På trods af at kampagner i årevis har advaret mod for megen soldyrkelse, er modermærkekræft en af de kræftformer, der er i stærkest vækst. Siden 2003 er antallet af tilfælde vokset med 30 procent, og sidste år blev 1650 danskere ramt. Fortsætter udviklingen, vil antallet af kræftramte være fordoblet om 10 år.

Ud over de velkendte råd om siesta, solhat, solcreme og om at slukke solariet opfordrer Pia Sjøgren forældre til at give små børn solbeskyttelses-dragter på, når børnene bader sydpå og til at holde øje med teenagebørnenes daglange ophold ved swimmingpoolen.

- Forældre ved godt, at modermærkekræft er meget farlig, men de tror ikke, at det rammer dem. Børnene kender ikke faren, og det er helt klar forældrenes ansvar, at børnene er ordentligt beskyttede for eksempel med t-shirt og høj solfaktor, siger Pia Sjøgren.

Overlægen undrer sig over, at Danmark er det eneste nordiske land, der ikke har forbudt solarier for børn og unge. Hun henviser til Island, der forbød solarier efter en eksplosiv vækst i antallet af modermærkekræft-tilfælde blandt unge piger. Her fik et forbud kurven til at falde igen.

Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge kvinder mellem 15 og 34 år, men selv om Danmark er et af de lande i verden, der har den højeste hyppighed af modermærkekræft, er dødeligheden blandt de laveste.

- Det skyldes, at folk er blevet bedre til at komme tidligt til læge, når et modermærke ændrer sig, og at hudlægerne er blevet mere opmærksomme på, hvordan de skal behandle modermærkerne helt fra starten, siger Pia Sjøgren.


Yderligere oplysninger:
Overlæge Pia Sjøgren, Plastikkirurgisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus mobil 40 41 21 05

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire