Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/08-10   -   Pressemeddelelse

Rekordmange organdonationer i Midt- og Nordjylland

Region Midtjylland og Nordjylland er tilsammen nordisk mester i organdonation

I 1. halvår af 2010 var Midt- og Nordjylland det sted i hele Norden, hvor der blev foretaget flest organdonationer fra afdøde donorer. De to regioner har overhalet Norge og Finland, som i mange år har ligget forrest, når det gælder organdonationer i forhold til indbyggertal.

De seneste år har antallet af organdonationer ligget højt i Nord- og Midtjylland, og det ser ud til, at det er resultatet af mange års arbejde med at opbygge et system med donationsansvarlige nøglepersoner på intensivafdelingerne i regionerne.

I alt er der det seneste halve år doneret organer fra 18 afdøde donerer på intensivafdelingerne i Nord- og Midtjylland. Det svarer til 10,79 pr. mio. indbyggere, og det er det højeste niveau i Norden.

Organdonationerne betød, at 33 patienter fik en ny nyre, og at 6 fik et nyt hjerte. Hertil kommer 14 transplantationer fra levende donorer, hvor et familiemedlem har doneret en nyre. I alt blev der i 1. halvdel af 2010 foretaget 47 nyretransplantationer på Skejby, og meget tyder på, at sidste års rekord på 85 nyretransplantationer bliver slået i år.

Intensivafdelingerne i de to regioner og transplantationscentret i Skejby har i mange år arbejdet med at opbygge og uddanne et korps af donationsansvarlige læger og sygeplejersker på intensivafdelingerne. Dansk Center for Organdonation har siden slutningen af 2007 stået for organisering og uddannelse af de donationsansvarlige nøglepersoner, og ordningen er i dag udbredt til alle intensivafdelinger i Danmark.

- Nøglepersonerne laver et fantastisk godt og engageret arbejde for at finde mulige organdonorer, og for at organdonationerne bliver gennemført, siger transplantationskirurg Øyvind Østraat, Århus Universitetshospital, Skejby.

For nyrepatienterne betyder de mange transplantationer, at ventelisten til nyretransplantationer i Skejby faldet fra 157 i 2007 til 93 i dag.

- Ventelisten er blevet betragteligt kortere, og den gennemsnitlige ventetid er faldet så meget, at patienter på ventelisten i dag har en reel udsigt til at deres situation bliver forbedret indenfor en overskuelig fremtid, siger ledende overlæge Stinne Kvist ved Nyremedicinsk Afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby.

For patienter med kronisk nyresvigt betyder en nyretransplantation, at de kan kvitte dialysen og vende tilbage til en normal tilværelse.

- At være i dialyse kan i tidsforbrug sammenlignes med et halvdagsjob. Enten tilbringer patienterne tre dage om ugen på hospitalet, eller også kører de posedialyse hver eneste nat. Der er rigtigt mange restriktioner på, hvad de må spise, de må stort set ikke drikke noget, og de kan ikke lige tage ud og rejse, siger Stinne Kvist.

- Når man er transplanteret er der ingen restriktioner. Bare man tager sin medicin og kommer til kontrollerne på hospitalet, så man spise, drikke, få børn og rejse, så meget man vil.

Se Scandiatransplants opgørelse af transplantationer og ventelister i 1. halvår af 2010

Fakta
Organdonation i Danmark er opdelt i regionale områder. Organdonationerne på hospitalerne i Region Midtjylland og Region Nordjylland koordineres fra transplantationscentret Århus Universitetshospital, Skejby.

Yderligere information
- Ledende overlæge Stinne Kvist, Nyremedicinsk Afdeling, Skejby tlf. 8949 5700

- Transplantationskirurg Øyvind Østraat, Urinvejskirurgisk Afdeling, Skejby tlf. 8949 5566 - bed om kode 5913

- Overlæge Preben Sørensen, Neurokirurgisk Afdeling, Aalborg Sygehus, tlf. 9932 2741

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire