Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/09-10   -   Pressemeddelelse

Kursen sat med kronikerkompasset

Mennesker med en kronisk sygdom skal mødes af en langt mere målrettet hjælp og behandling. Det skal ske ved hjælp af "kronikerkompasset", hvor den praktiserende læge får en meget central rolle.

Godt 1.200 læger og deres klinikpersonale i Region Midtjylland går nu i gang med at sætte kursen og styre efter "kronikerkompasset".

Kronikerkompasset betegner en proces, hvor praktiserende læger og deres personale får lejlighed til at gennemgå, hvordan de arbejder med deres patienter med en kronisk sygdom.

I løbet af september er første bølge af tilmeldte lægepraksis gået i gang og i februar næste år ruller anden bølge. I alt 71 procent af alle praksis i Region Midtjylland deltager.

- Vores mål er, at kronikerkompasset vil få de praktiserende læger, til at være mere opsøgende. De skal ikke vente på, at patienten ringer, men have opmærksomhed på, at de patienter, der har behov for det, kommer ind i et veltilrettelagt forløb, fortæller regionsrådsmedlem og formand for Samarbejdsudvalget for Alment Praktiserende Læger i Region Midtjylland, Jørgen Nørby (V).

Dermed vil nogle patienter opleve, at der bliver taget mere hånd om dem. Men omvendt vil andre patienter opleve, at de i højere grad får lov at "passe sig selv", fordi de er i stand til det.

Fælles mål
I dag har den praktiserende læge ikke nødvendigvis et tilstrækkeligt overblik over, hvilke patienter, der har en kronisk sygdom. Kronikerkompasset indebærer blandt andet en metode til at skaffe det overblik, og til efterfølgende at sikre, læge og patient i fællesskab har nogle konkrete aftaler om mål og opfølgning på behandlingen.

På den måde styrker kronikerkompasset den praktiserende læges rolle som tovholder for mennesker med kronisk sygdom i samarbejde med hospitaler og kommuner.

Patienter ændrer kurs
Men det er ikke kun den praktiserende læge, der skal ændre kursen efter Kronikerkompasset.

- Grundtanken er, at der skal sættes ind hele vejen rundt om patienten. Læger, hospital og kommuner skal arbejde bedre sammen gennem fastlagte programmer. Og også patienten selv skal i højere grad inddrages og lære at tage vare på sig selv og "passe sin sygdom", siger Palle Jørgensen, der er afdelingschef i Region Midtjylland.

Fakta

I første omgang målretter kronikerkompasset indsatsen mod følgende sygdomsgrupper:
- Patienter med kronisk obstruktiv lungesyndrom (KOL)
- Patienter med blodprop i hjertet og svær hjertekrampe
- Patienter med type 2 diabetes

Om kroniske sygdomme:
- 40 % af alle danskere over 16 år har mindst en kronisk sygdom
- 95 % af alle danskere over 65 år har mindst en kronisk sygdom
- I Region Midtjylland har ca 44.000 borgere diagnosen Diabetes
- Ca 50.000 borgere i Region Midtjylland lider af Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL)

Se oversigt over deltagende lægepraksis på www.praksis.dk/kronikerkompasset

Flere oplysninger
Formand for Samarbejdsudvalget, Regionsrådsmedlem Jørgen Nørby (V) 9789 1242 / 2945 5261 /
Afdelingschef Palle Jørgensen tlf. 8728 4530 / 2929 0893
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire