Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/12-10   -   Pressemeddelelse

Let adgang til de sorte pletter

Mere end 30.000 gange i år har ejendomsmæglere, advokater og private klikket sig ind på regionens register over forurenede grunde. Det gratis selvbetjenings-site sparer masser af tid hos både brugerne og Region Midtjylland.

Skriv en hvilken som helst adresse inden for Region Midtjylland, og se på et øjeblik, om der er konstateret forurening på stedet. Eller om der er mistanke om en forurening, eller om grunden helt er frikendt.

Eller zoom dig ind på et hvilket som helst område i Region Midtjylland, og få et overblik over de forurenede grunde i nærheden.

Denne gratis service, som Region Midtjylland stiller til rådighed, har for længst vist sin berettigelse.

På en almindelig dag klikker mere end 100 ejen-domsmæglere, advokater og andre professionelle - men også et anseligt antal almindelige borgere - ind på websitet for at checke en bestemt grund eller et område. Nogle af dem udskriver desuden en attest på den grund, de interesserer sig for.

I en tilfældigt udvalg uge i november i år har 671 brugere således bedt om en attest på en bestemt grund. Heraf har godt 80 procent henvendt sig inden for almindelig arbejdstid, mens resten ligger om aftenen og i weekenderne. Dette tyder på, at knap en femtedel af brugerne henvender sig i privat øjemed. Måske checker de deres egen grund, måske naboens - eller måske en grund, de overvejer at købe.

Tidsbesparende
Alt sammen gratis, for Region Midtjylland har valgt at gøre oplysningerne fra det såkaldte JAR (Jordforureningslovens Areal Register), tilgængelige for alle.

"Vi vurderede, at både vi og brugerne kunne spare tid ved at lægge betjeningen af registret ud på nettet, og det er sket over al forventning", siger en af initiativtagerne til JAR, udviklingskonsulent i Regional Udvikling, Region Midtjylland, John Ryan Pedersen.

Ifølge sekretær i Regional Udvikling Margit Madsen har JAR frigjort rigtig mange kræfter til andre opgaver.

"Førhen havde vi ikke 100 henvendelser om dagen, så websitet har genereret flere brugere. Men de henvendelser, vi havde, eksempelvis på mail, skulle jo journaliseres, vi skulle hente oplysningerne i databaser, svare på henvendelsen og journalisere vores svar. Nu klarer folk det hele selv - faktisk hører vi nærmest kun fra dem, hvis siden er nede", siger Margit Madsen.

Hun anslår, at regionens medarbejdere førhen brugte mindst et kvarter på hver henvendelse om forurenede grunde. Simpel hovedregning vil afsløre, at hvis de i dag skulle betjene 100 daglige henvendelser à et kvarter, ville det tage 25 arbejdstimer eller mindst tre medarbejdere på fuld tid.

Fem svar
En forespørgsel i JAR på en bestemt grund vil give et af fem mulige svar, som kan printes ud til en attest.

· kortlagt som forurenet (vidensniveau 2 - V2 kortlagt)
· kortlagt som muligt forurenet (vidensniveau 1 - V1 kortlagt)
· dataindsamling i gang
· vurderet til ikke at være forurenet (udgået inden kortlægning eller udgået efter kortlægning)
· regionen har ingen oplysninger om jordforurening

Find siderne
JAR (Jordforureningslovens Areal Register), kan findes på webadressen http://www.dingrund.rm.dk.
Det andet site, hvor man kan zoome sig ind på et større eller mindre område, findes på http://www.gis.rm.dk

Billede :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Regional%20udvikling/Nyheder/2010/December%2012/boring.jpg

Billedtekst:
Region Midtjyllands borebil på arbejde. Stedet er den grund i Nørre Snede, hvor den tidligere Imprægneringsanstalten Jylland lå.

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Flere oplysninger:
John Ryan Pedersen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87 28 51 92
Mobil: 40 30 33 57

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på :
http://www.rm.dk/politik/politikerne

FAKTA
Regionens opgaver på forureningsområdet er at forhindre, at menneskers sundhed i boliger og børneinstitutioner trues af jordforurening, samt at sikre rent drikkevand.
Region Midtjylland var først med at gøre oplysningerne fra JAR og muligheden for at udskrive jordforureningsattester tilgængelige for alle. Siden er tilsvarende oplysninger fra Region Nordjylland og Region Syddanmark også blevet tilgængelige.

Relevant information

http://www.regionmidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Midtjylland
Skottenborg 26, Postboks 21
8800 Viborg, Danmark

  87 28 58 10
  22 66 95 00

http://www.regionmidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Region Midtjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire