19/08-11
-
Pressemeddelelse
Lægens erfaring påvirker risikoen for problemer med pacemakeren
Læge under oplæring er en af de faktorer, der kan øge risikoen for elektrodeproblemer efter en pacemakeroperation
Ny undersøgelse viser, at 3,6 % af de patienter, der får indopereret en pacemaker, har brug for en ny operation inden for tre måneder pga. problemer med elektroden til hjertet. De fleste af disse problemer skyldes, at elektroden har løsnet sig fra sin position i hjertet.
Undersøgelsen bygger på information fra Dansk Pacemaker og ICD Register, og alle patienter, der i årene 1997-2008 fik foretaget en pacemakerimplantation, i alt 28.860 patienter, blev inkluderet.
Risikoen for elektrodeproblemer var større, hvis operatøren var under oplæring, eller implantationen blev foretaget på et ikke-universitetshospital. Desuden viste undersøgelsen, at jo flere elektroder, der blev implanteret i samme patient, jo større var risikoen for elektrodeproblemer. Brug af en elektrode med en passiv tilhæftningsmåde i højre forkammer øgede risikoen for elektrodeproblemer. Denne elektrodetype bruges ikke længere i Danmark.
Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel: Kirkfeldt RE, Johansen JB, Nohr EA, Moller M, Arnsbo P, Nielsen JC. Risk factors for lead complications in cardiac pacing: A population-based cohort study of 28,860 Danish patients. Heart Rhythm 2011 Apr 14.
Yderligere information: Læge, ph.d.-studerende Rikke Kirkfeldt, tlf. 89 49 62 41
Relevant information
http://www.regionmidtjylland.dk