29/08-11
-
Pressemeddelelse
Regionsråd vil have endnu kortere ventetid
Regionsrådet for Region Midtjylland har netop vedtaget en række servicemål for patienterne på regionens hospitaler. Især målet for den maximale ventetid for patienterne på skadestuerne har været i fokus.
- Patienterne skal vide, hvad de kan forvente, når de møder op på skadestuen eller bliver henvist til behandling på vores hospitaler. En halv times ventetid, når man er på et af vores store hospitaler, eller akutklinikken i Silkeborg eller Holstebro, må være et rimeligt krav, siger regionsrådsformand, Bent Hansen (S).
I første omgang havde administrationen lagt op til en times ventetid.
- En halv times ventetid er et meget ambitiøst mål. Men det er, hvad politikerne har bestemt, og så vil vi selvfølgelig lægge os i selen for at leve op til det, siger direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.
I øjeblikket varierer ventetiden på regionens skadestuer noget.
- Vores indtryk er, at de fleste kommer til ret hurtigt. Men med baggrund i de nye servicemål har vi et klart pejlemærke at styre efter. Om et år vil vi så evaluere på resultaterne, siger Ole Thomsen.
Tal at måle på
Allerede i 2007 vedtog regionsrådet et sæt mål for servicen på regionens hospitaler. Og det er de servicemål, der nu er blevet revideret. Ikke mindst fordi verden siden har forandret sig, og regionen eksempelvis har fået akutklinikker, ligesom der er kommet kræftpakker, der indeholder nationale krav til forløbstider.
- Vi er også blevet endnu mere opmærksomme på, at vi skal kunne følge op på servicemålene. Derfor er de nye mål blevet mere præcise, forklarer Ole Thomsen.
Fakta
· Servicemål bliver fastsat af politikerne. De beskriver en målsætning for den service, patienten kan forvente på udvalgte områder - eksempelvis ventetider på skadestuen.
· Regionens servicemål for ventetid på skadestuerne gælder tiden fra patienten kommer ind ved modtagelsen, til hun bliver set af en relevant fagperson.
· Servicemålene skelner mellem ventetiden på regionens akutmodtagelser (skadestuer) på akuthospitalerne i Herning, Viborg, Randers, Århus og Horsens samt for akutklinikkerne i Silkeborg og Holstebro. Her er servicemålet max en halv times ventetid.
På Akutklinikkerne i Ringkøbing, Skive, Grenaa og Samsø er servicemålet max en times ventetid.
· Udover mål for ventetid på skadestuer og akutklinikker omfatter Regionens servicemål blandt andet mål for:
- o Ventetid for hvor lang tid der må gå, før man får en tid til forundersøgelse / behandling (8 dage)
- o Ventetid for telefonisk henvendelse til lægevagten (5 min)
- o Ventetid i konsultationen hos lægevagten (1 time efter ankomst)
- o Tid for, hvornår den praktiserende læge senest skal modtage udskrivningsbrev fra hospitalet (2 hverdage efter udskrivningen)
· Læs dagsordenspunktet med bilag for regionsrådets møde (http://bit.ly/pSi1i3)
· Læs referat og bilag fra forretningsudvalgsmødet mandag, hvor linjerne blev lagt for regionsrådets beslutning (http://bit.ly/p613CE)
Flere oplysninger
· Regionsrådsformand Bent Hansen (S) 7841 0010 / 4031 3707
· Direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen: 7841 0040 / 22146 9807
Pressevagten i Region Midtjylland - hverdage kl. 8 - 17: 7841 0666
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/politikerne
Relevant information
http://www.regionmidtjylland.dk