Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/08-10   -   Pressemeddelelse

Hurtigere og mere direkte vej gennem sygehussystemet

Nu lægger regionen op til, at det bliver meget lettere og hurtigere for nordjyske borgere at få besked om, hvad de fejler. Fire diagnostiske centre - et på hvert sygehus - skal sikrer borgerne en hurtigere og mere direkte vej gennem sygehussystemet.
Medierne har gennem de sidste par uger beskæftiget sig en del med, at det tager alt for lang tid for patienterne at få en diagnose. Det sker, fordi de bliver sendt fra det ene specialområde til det andet, før de får den endelige diagnose. Det tager alt for lang tid og betyder ifølge medierne nogle gange risiko for patienternes liv.

Hurtig vej til diagnose

I Region Nordjylland har man gennem længere tid arbejdet på at sikre patienterne en hurtigere vej til den rigtige diagnose. Det er naturligvis en stor fordel for patienterne, så de kan komme i gang med den rigtige behandling. Men det kan også blive en fordel for sygehusene. Det vil nemlig betyde kortere ophold og færre genindlæggelser.

Centrene skal begynde 1. januar 2011. Dog åbner det første Diagnostiske Center midt i august i år på Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn. Implementeringen bliver fulgt tæt af den arbejdsgruppe, der har lavet konceptet, eftersom det er uberørt jord, man betræder. Derfor skal funktionen også allerede evalueres efter 1 år.

Samle specialisterne omkring patienten

- Vi skal selvfølgelig sikre patienterne den hurtigste vej. Vi kan ikke være bekendt at lade folk gå i uvished om deres helbred. Det er da rigtig, at efterhånden som den lægelige viden er blevet større, er specialiseringen vokset. Nu er det vores opgave at samle specialisterne omkring patienten i stedet for at sende patienten rundt til specialisterne. For det handler jo også om, at patienterne skal have gavn af den større viden ved så hurtigt som muligt at komme i gang med den optimale behandling, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Diagnostiske centre fra 2011

Derfor er man nu nået frem til, at der er etableret diagnostiske centre fra 1. januar 2011 på Aalborg Sygehus, Sygehus Thy-Mors og Sygehus Himmerland, og som nævnt begynder Sygehus Vendsyssel midt i august i år.

Beslutningen blev truffet i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2010, og nu har en arbejdsgruppe sluttet det indledende arbejde.

Arbejdsgruppen vurderer, at de diagnostiske centre forventes at give bedre patientforløb og færre uhensigtsmæssige indlæggelser. Samtidig gør det tilrettelæggelsen af arbejdet lettere for såvel sygehuse som praktiserende læger og kommunerne.

De ældre og de alvorligt syge

Der er især to grupper af patienter, der er målgruppe for centrene.

Det er ikke-akutte patienter, som den praktiserende læger har skønnet ikke er alvorligt syge. Det er ofte ældre, medicinske patienter. I de tilfælde handler det især om, at der bliver mulighed for dialog, råd og vejledning med det diagnostiske center.

Den anden gruppe er patienter, den praktiserende læge har skønnet til at være alvorligt syge, fx kræft eller anden svær sygdom. De har behov for en hurtig udredning af deres symptomer og sygdom.

Når patienten henvises til det diagnostiske center, er det målet, at patienten ses inden for 3 hverdage, og at udredningen er afsluttet inden for yderligere 10 hverdage.

Yderligere informationer

Arbejdsgruppen bag konceptet for diagnostiske centre

Ledende overlæge Anne Bukh, Aalborg Sygehus

Centerchef Uffe Niebuhr, Aalborg Sygehus

Centerchef Nils Winther Johannessen, Sygehus Vendsyssel

Ledende overlæge Svend Erik Stentebjerg, Sygehus Thy-Mors

Overlæge Gunnar Lauge Nielsen, Sygehus Himmerland

Praktiserende læge Ole Junge

Praktiserende læge Kaj Bernth

Praktiserende læge Henrik Jensen

Distriktsleder Lene Houkjær Nørgaard, Hjørring kommune

Kontorchef Vibeke Olesen, Aalborg kommune

Fuldmægtig Helle Meland Vestergaard, Praksissektoren

Kontorchef Mikkel Grimmeshave, Planlægning, Kvalitet og Analyse (formand)

Fuldmægtig Marit Lund Agerbæk, Planlægning, Kvalitet og Analyse (sekretariat)

Specialkonsulent Charlotte Albeck, Planlægning, Kvalitet og Analyse (sekretariat)

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire