Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/09-10   -   Pressemeddelelse

Vækstforum og regeringen indgår partnerskabsaftale

Vækstforum Nordjylland har indgået en ny partnerskabsaftale med regeringen. Aftalen sikrer en koordinering af regionale og nationale initiativer til gavn for udviklingen i Nordjylland, og aftalen skal bl.a. hjælpe flere højtuddannede ud i de nordjyske virksomheder.

Formandskabet for det nordjyske Vækstforum var tirsdag den 14. september i København for at afslutte forhandlingerne med regeringen omkring en ny partnerskabsaftale for Nordjylland. Her mødtes de med økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og repræsentanter for Undervisningsministeriet for at aftale, hvordan et samspil mellem regionale og nationale initiativer bl.a. kan være med til at styrke uddannelsesmulighederne i Nordjyllands yderområder og få flere højtuddannede ud i de nordjyske virksomheder.

Som et led i arbejdet med den regionale erhvervsudvikling har Vækstforum hvert år siden 2007 indgået målrettede partnerskabsaftaler med regeringen. Det sker for at styrke væksten i Nordjylland mest muligt ved at bygge bro mellem regeringens globaliseringsstrategi og Vækstforums egen regionale erhvervsudviklingsstrategi.

I årets partnerskabsaftale er der et særligt fokus på uddannelse og jobskabelse, og netop de områder er afgørende for arbejdet med udvikling af det nordjyske erhvervsliv. Det fortæller Vækstforums formand Ulla Astman, som er glad for, at der nu er en ny aftale på plads:

- Vi arbejder på at styrke uddannelsesområdet i Nordjylland ved en koordineret indsats både for de unge, der er uden for uddannelsessystemet, og for de unge der er i gang med en kompetencegivende uddannelse. Det er fremtidens kompetencer, der er i spil, og en målrettet indsats er både til gavn for de unge og ikke mindst for regionens virksomheder. Derfor er vi glade for, at regeringen nu vil gå ind i arbejdet med at finde både praktikpladser og jobs til de mange, der tager en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse i Nordjylland, siger Ulla Astman.
Fleksibilitet nødvendig hos både kandidater og virksomheder

Der ligger et stort potentiale for udvikling og vækst i at få flere højtuddannede ud i det nordjyske erhvervsliv. Men både virksomhederne og kandidaterne selv skal være bedre til at tænke nyt, være fleksible og se mulighederne frem for begrænsningerne.

Og at der er stort behov for højtuddannet arbejdskraft og spændende karrieremuligheder for akademikere i små og mellemstore virksomheder, det kan både Tobias Breinholt Hoffmann samt Kent Bentzen fra NTU Holding ApS i Aalborg skrive under på.

Som nyuddannet erhvervsjurist (cand.merc.jur.) tog Tobias Breinholt Hoffmann i 2001 springet fra studierne på Aalborg Universitet til en helt ny hverdag i den dengang mindre virksomhed NTU Holding ApS, der beskæftigede sig med rådgivning inden for transport og logistik. Da virksomheden besluttede sig for at satse på større projekter og internationale kunder, skulle der ekstra kræfter og nye kompetencer ind i virksomheden. Ansættelsen af en ung akademiker blev løsningen, og i den lille virksomhed fik Tobias Breinholt Hoffmann mulighed for at prøve kræfter med nye udfordringer.

- Vi er altid på jagt efter kvalificerede højtuddannede til at løse arbejdsopgaver for os i hele verden. For os er den tætte kontakt til Aalborg Universitet altafgørende, fordi vi er en virksomhed, der efterspørger meget specifikke kompetencer for at kunne løse vores opgaver, og på universitetet har de blik for at finde folk med netop de kompetencer og sende dem videre til os, fortæller Kent Bentzen, direktør i NTU Holding ApS.

For Tobias Breinholt Hoffmann, der i dag er salgschef hos entreprenør- og ingeniørvirksomheden Gemidan i Hjallerup, har det første job givet ham mange værdifulde erfaringer, som han har kunnet trække på. Især har behovet for at være fleksibel været en værdifuld erkendelse:

- Det vigtigste, jeg har lært, er at man som akademiker i mindre virksomheder er nødt til at være fleksibel og bruge sine alsidige kompetencer, der hvor de gør den største forskel. Som højtuddannet har man en stor værktøjskasse med sig i bagagen, og det er vigtigt, at man ser mulighederne i de forskellige opgaver, man bliver stillet overfor, i stedet for at grave sig ned i noget meget specifikt. Da jeg blev færdig på universitetet besluttede jeg mig for, at jeg selv ville være med til at forme mit fremtidige arbejdsindhold. Jeg sagde til mig selv, at så skulle det nok blive spændende, uanset hvor og i hvilken branche jeg endte, fortæller Tobias Breinholt Hoffmann.

Fakta om uddannelse i Nordjylland:

Beregninger viser, at 82,9 % af en nordjysk ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse, mens 45,3 % gennemfører en videregående uddannelse. Kilde: Region Nordjylland og Undervisningsministeriets Profilmodel.

Region Nordjylland har i løbet af perioden 2006-2010 anvendt 45 mio. kr. på at styrke ungdomsuddannelserne og de almene voksenuddannelser, mens Vækstforum Nordjylland har disponeret i alt 255,6 mio. kr. til kompetenceudvikling i form af udvidelse og kvalificering af den nordjyske arbejdsstyrke.

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire