Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/09-10   -   Pressemeddelelse

Første skridt mod ny ledelsesstruktur

Region Nordjyllands budget for 2011 er godkendt af Regionsrådet. Regionen reducerer det administrative område, men det sker uden afskedigelser. Samtidig har Regionsrådet udpeget en ny retning for organisering og strukturen på de nordjyske sygehuse.

Regionsrådet har godkendt budgettet for 2011. Som et led i godkendelsen af budgettet har Regionsrådet også besluttet at skære ned på administrationen. Samtidig har Regionsrådet godkendt, at Regionen arbejder videre med tre bærende principper for ledelse og struktur på sygehusene i Regionen.

Regionen skal forenkle sin ledelsesstruktur på sygehuse og i sektorer. En analyserapport viser et bredt ønske om en forenkling af ledelsesstrukturen.

På grund af behov for besparelser har Regionsrådet vedtaget, at Regionens tværfaglige sektorer skal omlægges allerede fra 1. januar 2011. Sektorerne Anæstesien, Ortopædkirurgien samt Graviditet og Fødsel har hidtil fungeret som tværfaglige sektorer med egen ledelse.

Regionsrådet blev præsenteret for tre modeller for fremtidig organisering og valgte den model (model 3), som betyder, at Ortopædkirurgi forbliver en samlet enhed og organiseres i centerstrukturen i Aalborg (dette omfatter også ortopædkirurgien på Sygehus Thy-Mors). Anæstesien og Graviditet og Fødsel deles og integreres i de tre sygehuse (Aalborg, Vendsyssel og Thy-Mors), hvor der oprettes fælles akutmodtagelser.

- Valget matcher vores fremtidige vilkår bedst. Samtidig har vi fået en model, som viderefører de mange gode ting ved den hidtidige organisering, siger Ulla Astman.

Nye principper for ledelse af sygehusene

Regionsrådet har desuden besluttet, at der i Regionen skal arbejdes videre med tre bærende principper for organisationsstrukturen på sygehusene.

De tre principper er centerdannelse, akut- elektiv- og specialbehandling, og patientforløbsorientering.

- Det videre arbejde med de tre principper er en længere proces. Vi arbejder i forvejen med én indgang for patienterne i form af de kommende fælles akutmodtagelser. Pointen er, at principperne kan skabe en mere ensartet organisation til gavn for patientkvaliteten og bedre samarbejde internt på sygehusene, siger Ulla Astman.

Besparelser uden afskedigelser

Som følge af det vedtagne budget gennemføres besparelser for samlet 227 mio. kr. på sundhedsområdet.

Selv om budgettet er stramt, har Regionen sikret økonomi til blandt andet:

- etablering af fælles akutmodtagelser i Hjørring og Thisted samt modtageafsnit i Hobro
- døgnåben adgang til psykiatrisk skadestue
- etablering af ADHD-kompetencecenter
- udbygning af hospice og palliative tilbud

Besparelser betyder blandt andet, at alle sygehuse skal spare 90 mio. kroner på driften.

Herudover reduceres udgifterne til administration med 30 mio. kroner over de næste to år. En anden del af besparelsen hentes ved at omlægge opgaver hos de praktiserende læger, så ressourcerne udnyttes mere effektivt.

- Selvom vi reducerer det administrative område, vil det ske uden afskedigelse af personale. Men Regionens stramme økonomi vil kunne mærkes på Regionens arbejdspladser, siger Ulla Astman, regionsrådsformand.

Forklaringen på, at Regionen kan reducere det administrative område uden afskedigelser, er, at Regionen igennem længere tid har haft ansættelsesstop på administrative stillinger.

Yderligere informationer

Vedtagelse af budget 2011

Alle partier i Regionsrådet indgik 7. september et budgetforlig med overskriften "Afstemte ambitioner", der nu er godkendt. Forligspartierne ønsker at skabe et Nordjylland i vækst og balance og et sundhedsvæsen i dansk og international topklasse.

Udover yderligere aktiviteter på sundhedsområdet, er der også initiativer på Regionens andre opgaveområder - regional udvikling og specialsektoren.

- Region Nordjyllands budget er i 2011 på 11,5 mia. kroner.
- Budgettet er 160 mio. kroner større end i 2010. De øgede midler er tilført Region Nordjylland ved årets økonomiforhandlinger med regeringen.
- Budgetaftalen for 2011 håndterer udgiftsbehov for i alt 235 mio. kroner - heraf findes de 227 mio. kroner på sundhedsområdet i udgiftsreduceringer

Regionsrådets møde 21. oktober

Læs dagsorden.

Analyse af ledelsesstrukturen på sygehusområdet

Læs høringssvar m.m..

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire