Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/12-10   -   Pressemeddelelse

Nordjylland er bedre end sit rygte

En ny regional analyse giver anledning til velbegrundet optimisme omkring fremtidens vækst og beskæftigelse i Nordjylland.

Vækstforum Nordjylland har netop offentliggjort en ny stor analyse med titlen Regional Vækstredegørelse 2010. Analysen viser, at det på flere afgørende områder atter går fremad for erhvervslivet i Nordjylland, og at regionen i øvrigt også markerer sig positivt, når man ser på det samlede Danmarkskort.

Over en 10-årig periode har Nordjylland haft den næsthøjeste vækst i erhvervslivets produktivitet. Af de øvrige danske regioner er det kun Region Hovedstaden der har haft højere vækst. Den positive udvikling i Nordjylland fremstår særlig bemærkelsesværdig, fordi regionens erhvervsliv har en overvægt af beskæftigede inden for industri, byggeri og turisme, der traditionelt set ikke bidrager nær så meget til væksten som eksempelvis højteknologiske virksomheder.

Gennemsnitlig årlig vækst i produktivitet, 1998-2008 :
- Region Hovedstaden: 1,28 %
- Region Nordjylland: 0,97 %
- Region Syddanmark: 0,68 %
- Region Sjælland: 0,42 %
- Region Midtjylland: 0,39 %
- Landsgennemsnit: 0,76 %

Kilde: Vækstforum Nordjylland og Danmarks Statistik

Også på uddannelsesområdet viser den regionale vækstredegørelse, at Nordjylland i disse år gennemgår en positiv udvikling. Nordjylland er nu den af de danske regioner, hvor flest får en ungdomsuddannelse. Hele 86 % af en ungdomsårgang vælger at dygtiggøre sig på de nordjyske gymnasier, handels- eller erhvervsskoler. Selvom der stadig er et stykke vej til målet, er Nordjylland dermed på rette kurs mod at indfri den nationale målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse i 2015.

Vækst skal være et nordjysk kendetegn

Uddannelsesniveauet i befolkningen og produktiviteten i erhvervslivet er tæt forbundet - både når det gælder solstrålehistorier og fremtidige udfordringer. Med hensyn til sidstnævnte halter Nordjylland stadig lidt efter nogle af de andre regioner, når det gælder andelen af borgere, der tager en videregående uddannelse. Samtidig er det en udfordring at få flere virksomheder til at ansætte højtuddannede, og det er med til at begrænse erhvervslivets innovationsevne. Derfor er det afgørende at have et skarpt fokus på udvikling af begge områder, hvis vækst også fremover skal være et nordjysk kendetegn. Det forklarer regionsrådsformand Ulla Astman, der er formand for Vækstforum Nordjylland:

- De seneste år har de nordjyske virksomheder holdt dampen oppe ved at effektivisere. Det har de gjort med stor succes, men på den lange bane skal der også nytænkning til, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling. Derfor satser vi i Vækstforum benhårdt på fremtiden både ved at fremme innovation og ny teknologi i virksomhederne og ved at styrke det regionale uddannelsesniveau, så det er kompetent arbejdskraft til rådighed, siger Ulla Astman.

I Vækstforums regionale erhvervsudviklingsstrategi for perioden 2010-2014 er netop kompetence og teknologi to af de mest centrale indsatsområder.

Fremgang i erhvervslivet bider sig langsomt fast

Som et tillæg til den regionale vækstredegørelse har Vækstforum og Aalborg Universitet i samarbejde spurgt 1250 nordjyske virksomheder om deres forventninger til den nærmeste fremtid. Resultaterne af rundspørgen er samlet i det såkaldte Nordjyske Konjunkturbarometer, som viser, at fremgangen i det regionale erhvervsliv efterhånden har bidt sig fast. Blandt andet har Nordjylland det seneste år haft landets største fald i ledighed og er med 4,1 % forsikrede ledige nu placeret nogenlunde på landsgennemsnittet.

Blandt erhvervslivets repræsentanter i Vækstforum er der tilfredshed med, at der igen er ved at komme gang i hjulene i Nordjylland. Det fortæller Erling Henningsen, der er adm. direktør i virksomheden Judex. Han tror også på, at en yderlig stigning i beskæftigelsen lurer i horisonten, efterhånden som markedsudsigterne forbedres:

- I øjeblikket har mange virksomheder stadig fokus på at styrke deres bundlinje gennem rationaliseringer. Men stigningen i ordrer og produktion tegner lovende for den fremtidige beskæftigelse, og vi tror på, at der atter vil blive skabt nordjyske job i takt med at bl.a. virksomhedernes afsætningspriser igen begynder at stige, siger Erling Henningsen.

Virksomhederne selv ser også positivt på den nærmeste fremtid. Konjunkturbarometret viser nemlig, at forventninger til produktion, ordreindgang og resultat fortsat er positive for 4. kvartal på trods af, at netop denne tid på året normalt betyder aktivitetsnedgang i store dele af erhvervslivet.

Hvad beskæftigelsen angår viser konjunkturbarometret dog en lille tilbagegang i den kommende tid, hvilket især vil ramme de primære erhverv. Det tyder på, at der vil gå endnu et par kvartaler, inden ledigheden vil falde yderligere, fordi en stor del af virksomhederne også i begyndelsen af 2011 vil have fokus på at styrke deres bundlinje gennem rationaliseringer.


Fakta:

Regional Vækstredegørelse 2010
Hovedkonklusionerne fra Regional Vækstredegørelse 2010 samt den komplette redegørelse kan begge læses under menupunktet "Links og filer" øverst til højre på siden.

Nordjysk Konjunkturbarometer
Hovedkonklusionerne fra Nordjysk Konjunkturbarometer kan læses under menupunktet "Links og filer" øverst til højre på siden.

Konjunkturbarometret udarbejdes af Center for Regional Udvikling på Aalborg Universitet. Barometret rapporterer svar fra en større gruppe repræsentativt udvalgte nordjyske virksomhedsledelser vedrørende deres forventninger til udviklingen i en række økonomiske variable i det kommende år - sammenholdt med den faktiske udvikling i det foregående år.

Læs mere om Nordjysk Konjunkturbarometer :
http://www.business.aau.dk/njk

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire