Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/12-10   -   Pressemeddelelse

Ny strategi for udvikling og vækst i Nordjylland

Stærkt erhvervssamarbejde, banebrydende teknologi og virksomhedsrettet kompetenceudvikling er de tre nøgleord i Vækstforums strategi for vækst og udvikling i Nordjylland frem mod år 2014.

Det nordjyske Vækstforum har fastlagt en ny regional erhvervsudviklingsstrategi, der i de kommende fire år skal holde Nordjylland på vækstsporet, skabe nye arbejdspladser og sikre en balanceret vækst i hele regionen.

Opskriften på succes er ifølge Vækstforum at satse målrettet på at videreudvikle de erhvervsområder, hvor Nordjylland i forvejen har særlige styrkepositioner, og hvor de nordjyske virksomheder har potentiale til at gøre sig gældende både nationalt og globalt. Derfor har Vækstforum i sin nye strategi lagt sig fast på tre indsatsområder, som skal være grundpillerne i den nordjyske erhvervsudvikling:

1. Stærke erhvervssamarbejder
Nordjylland har en stærk tradition for samarbejde både på tværs af brancher samt på tværs af private virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder. Den tradition skal styrkes yderligere ved at støtte klynger og netværk i erhvervslivet, der har fokus på udvikling af nye produkter, markeder og forretningsmodeller.

2. Regionale frontteknologier
På flere teknologier inden for energi, sundhed og transport ligger Nordjylland allerede med i front på globalt plan - og potentialet rækker til endnu mere. Derfor skal der satses på mere samarbejde mellem virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder som sammen kan udvikle nye teknologier, testfaciliteter og kommercielle produkter.

3. Virksomhedsrettet kompetenceudvikling
Den nyeste viden og kompetente medarbejdere er brændstoffet i erhvervslivets vækstmotor. Derfor skal der satses målrettet på kompetenceudvikling i de nordjyske virksomheder, sådan at regionen kan fastholde og udbygge en kvalificeret arbejdsstyrke.

En strategi med vidtrækkende betydning

Ved at satse målrettet på de udvalgte indsatsområder vil Vækstforum sikre, at det nordjyske potentiale udnyttes bedst muligt, og at der skabes gode betingelser for erhvervslivets udvikling og vækst. Men den nye strategi fra Vækstforum handler dog om langt mere end blot at styrke erhvervslivet.

Det er en udviklingsstrategi med vidtrækkende betydning for hele Nordjylland. For en stærk udvikling og øget global konkurrencekraft i de nordjyske virksomheder er vejen til at skabe nye arbejdspladser, der igen styrker grundlaget for bosætning og generel samfundsudvikling i hele regionen. Det forklarer regionsrådsformand Ulla Astman, der er formand for Vækstforum:

- Ved hele tiden at have fokus på de gode rammebetingelser for vores erhvervsliv ønsker vi både at styrke virksomhederne og samtidig sikre, at de efterspurgte kompetencer er tilgængelige i den nordjyske arbejdsstyrke. De to ting skulle gerne gå op i en højere enhed, så vi fortsat kan skabe nye nordjyske job og understøtte en god og sammenhængende udvikling til glæde for både virksomheder og borgere i hele Nordjylland, siger Ulla Astman.

Konkrete investeringer gør ord til handling

Det nordjyske Vækstforum har allerede sat eftertrykkelig handling bag ordene i sin nye erhvervsudviklingsstrategi. Det sker med bevillinger til nye udviklingsprojekter på i alt 116 mio. kr. fra EU's strukturfonde, hvilket skal styrke det nordjyske erhvervsliv yderligere.

Blandt projekterne er Hub North - et virksomhedsnetværk der arbejder for at udvikle erhvervslivet i og omkring den nordjyske vindmølleindustri. Nordjylland har over 100 virksomheder, der leverer produkter eller serviceydelser til vindmølleproducenterne. Med støtte fra Vækstforum på 6 mio. kr. bliver det nu muligt at etablere et stærkt netværk for disse virksomheder, sådan at der kan skabes strategisk samarbejde og videndeling mellem virksomhederne selv og i forhold til forskningen på Aalborg Universitet.

Beskæftigelsesmæssigt vil der også være flere nordjyske job inden for rækkevidde, fortæller adm. direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn A/S, der sammen med Aalborg Samarbejdet er blandt initiativtagerne til projektet:

- Når man ser på produktionen alene forventer vi, at Hub North-projektet på sigt vil få beskæftigelsen i den nordjyske vindmølleindustri til at stige med 10 procent. Det er endda et lidt forsigtigt skøn. Det er en branche i vækst, så tallet bliver formentlig endnu højere, når vi medregner de akademiske arbejdspladser og de folk, vi kommer til at tiltrække udefra, siger Claus Holstein.

Potentialet for udvikling og jobskabelse er særligt stort hvis Nordjylland formår at styrke sin position som et eksperimenterende sted, hvor forskning og udvikling mellem videninstitutioner, erhvervsliv og offentlige myndigheder går hånd i hånd. Det vil sætte en tyk streg under, at Nordjylland er på forkant med udviklingen inden for vedvarende energi og nye energikilder.

Fakta:

Regional Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2014
Vækstforum Nordjyllands regionale erhvervsudviklingsstrategi udgør rammerne for vækst og udvikling i Nordjylland - både i forhold til det nordjyske erhvervsliv og i forhold til de nordjyske borgere. De tre overordnede indsatsområder i strategien er:

· Stærke erhvervssamarbejder
· Regionale frontteknologier
· Virksomhedsrettet kompetenceudvikling

Hertil kommer en række fokuseringer til hvert indsatsområde samt en handlingsplan, der prioriterer de forskellige typer af aktiviteter, som Vækstforum finder særligt relevante for erhvervsudviklingen i Nordjylland.

Læs mere om Regional Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2014 :
http://www.rn.dk/RegionalUdvikling/Vaekstforum/Erhvervsstrategi/

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire