Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/06-11   -   Pressemeddelelse

33 kulturprojekter gennem regionens nåleøje

Nye talenter skal dyrkes, kulturlivet skal have gode vilkår, og kunsten skal synliggøres. De nordjyske regionsrådspolitikere var sat på en svær opgave, da de besluttede at støtte 33 nordjyske kulturprojekter ud af ikke mindre end 155 indsendte ansøgninger.

Kuppelkunst tilsat sprudlende diodelys, kreative møder mellem etablerede og spirende nordjyske kunstnere, massedistribution af kunst i avisen, billedkunst præsenteret på det store lærred tilsat livemusik, kreative samarbejdsprojekter mellem kunstnere og erhvervsliv og talentudvikling inden for litteratur, musik og teater. Dette er blot nogle af de idéer, der gik igennem nåleøjet, da det nordjyske regionsråd behandlede ansøgninger til kulturpuljen 2011.

Ulla Astman (S), Regionsrådsformand:
De mange ansøgninger viser, at Kulturpuljen nu for alvor er blevet kendt i hele Nordjylland, og at Region Nordjylland spiller en stadig vigtigere rolle for det nordjyske kulturliv. Der er utroligt mange gode ideer og et stort finansieringsbehov i det nordjyske kulturliv. Desværre rækker midlerne ikke til at støtte alle de projekter, man kunne ønske sig."

Kulturprojekterne repræsenterer mange forskellige kunstformer og nye samarbejder på tværs af kunstnere, kulturinstitutioner, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og offentlige organisationer. Ansøgningerne kommer både fra etablerede kunstnere, ambitiøse amatører, institutioner, museer og græsrodsmiljøer. I alt blev 33 projekter støttet med til sammen 4 mio. kr.

Ole B. Sørensen (V), regionsrådsmedlem og formand for det Rådgivende udvalg for regional udvikling:
"Med så mange gode ansøgninger i puljen har det været en vanskelig proces at udvælge de bedste. Udover at kigge på det enkelte projekts kvaliteter, har vi lagt vægt på geografisk spredning, nytænkning, forankring, bæredygtighed og mangfoldighed i kunstneriske udtryk og kulturformer. Vi er overbeviste om, at de 33 projekter samlet set vil styrke udviklingen af det nordjyske kulturliv fremover."

Digital formidling af nordjysk kulturarv
Et af de støttede projekter handler om udviklingen af en digital kulturarvsguide. Forestil dig, at du på en søndagstur i det nordjyske landskab standser op og kigger ned langs kystlinjen. Du tænder for kameraet i din smart phone eller Ipad og holder den op foran dig. På skærmen får du vist informationer om, hvor der en gang er sunket et skib, eller hvad de nærliggende bunkere har været brugt til. Måske får du vist et filmklip der viser historien i levende billeder, eller et værk fra det lokale museum, der handler om det, du kigger på.

Scenariet bygger på teknologien "augmented reality", dvs. et virtuelt lag, der lægges oven på det billede, man ser gennem kameraet. Kombineret med en omfattende database med digitaliseret kulturarv udgør det et projekt udviklet af Nordjyllands Kystmuseum, Vendsyssel Historiske Museum, Skagens Museum og KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg. Målet er at gøre landskabet levende og give direkte adgang til information, som man ellers kun ville få ved at besøge et museum eller læse informationstavler. Guiden kan også bruges indendørs på museernes udstillinger som en meget avanceret audioguide, der kan give publikum en ekstra oplevelse.

Eksperimenterende kunstterrorister på spil
Et andet af de støttede projekter er "Constructive Art Terrorist", også kaldet CAT. Kunstnergruppen repræsenterer den unge og eksperimenterende del af den nordjyske samtidskunst. CAT maler fabriksnye Volvoer i sprudlende farver, pakker museet KUNSTEN ind i orange bånd, omdanner en container til et mobilt udstillingsrum, og laver fantasifulde skulpturer ud af aluminium fra de offentlige genbrugspladser. Fælles for deres mange projekter er, at de er udviklet i samarbejde med erhvervslivet eller offentlige samarbejdspartnere - og at de bringer kunsten ud i det offentlige rum, hvor folk færdes, i stedet for at holde den inde på gallerierne. På denne måde giver kunstnerne de forbipasserende uventede kunstneriske oplevelser, hvilket er med til at synliggøre Nordjyllands rige kulturliv.

Sange fra Nord
Hvad nogen kalder "udkants-Danmark", ser andre som en region fyldt af vedkommende musikalske historier og smukke billeder. I projektet "Sange fra nord" vil sangskriver og komponist Mikael K, også kendt under navnet "Klondyke", skabe ti nye sange, der alle tager udgangspunkt i fortællinger om nordjyske mennesker og deres hverdagsliv, som det leves uden for de større byer. Sangene understøttes af både fotografier og levende billeder taget af fotografen Janne Fonda. Projektet resulterer i en CD, en fotobog, en række koncerter og ti musikvideoer, der præsenteres på projektets hjemmeside.

Fakta
Regionsrådet har d. 14. juni 2011 besluttet at støtte 33 udviklingsprojekter i det nordjyske kulturliv. Projekterne imødegår udfordringerne i de fem indsatsområder i Region Nordjyllands kulturstrategi:

· Udvikling af rammebetingelser for producenter af kunst og kultur
· Eksponering af kunst og kultur i erhvervslivet
· Skabelse af flere kulturelle jobs i den offentlige og private sektor for udøvende kunstnere
· Sikring af talenter, vækstlag og den kulturelle fødekæde med særlig fokus på musikområdet
· Synliggørelse af kunsten og forbedring af vilkårene for afsætning af kunsten

De 33 udviklingsprojekter bliver i alt bevilget 4 millioner kroner fra Regionsrådets kulturpulje. Projekterne har tilsammen et budget på 13 mio. kr.

Kontakt:
Kulturpuljen:
· Regionsrådsmedlem Ole B. Sørensen, formand for Rådgivende Udvalg for Regional Udvikling, tlf. 40 54 56 44.
· Nanna Skovrup, kontorchef, Regional Udvikling, tlf. 96 35 13 80.

Interaktiv digital kulturarvsguide
· Lars Ulrich Tarp Hansen, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, tlf. 99 82 41 05, mob. 31 99 41 05.

Constructive Art Terrorist
· Henrik Godsk, tlf. 41 65 50 99

Foto:
· Skærmbillede fra projektet "Interaktiv digital kulturarvsguide", foto: Huge Lawn Software ApS :
http://www.rn.dk/NR/rdonlyres/AA420850-5A7E-4A57-87BA-7C4302DD981E/0/Kulturarvsguide_pressefoto.jpg

· Constructive Art Terrorist, foto fra projektet "Reinventing Volvo" :
http://www.rn.dk/NR/rdonlyres/1E2FA2CA-3EA7-454F-9C6A-E9B24A14B85C/0/CAT_pressefoto.jpg

· Mikael Klondyke, foto: Janne Fonda :
http://www.rn.dk/NR/rdonlyres/8B9727C4-7620-4C01-ADB5-B5A9B225375E/0/Sangefranord_MikaelKfotoafJanneFonda.tif

Relevant information

http://www.rn.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire