Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/08-11   -   Pressemeddelelse

800 elever i realityspil om Nordjyllands fremtid

Region Nordjylland gennemfører den 30. og 31. august et realityspil for 800 gymnasieelever. Her er det udfordringer som nytænkning, samarbejde, alliancedannelse og sociale medier, der er i højsædet. Eleverne dyster om 2 x 10.000 kroner for forslag til Nordjyllands fremtid.
Helt ny borgerinddragelse

Hvordan inddrager man unge mennesker i regionsarbejdet på en måde, så de både synes, det er nyt, sjovt og lærerigt?

Det afprøver Region Nordjylland nu ved at sætte 800 gymnasieelever til at gennemføre et helt nyt koncept med et to-dages realityspil, der udover læringsvinklen i høj grad også inddrager spilelementer som strategisk planlægning, forhandlinger, kreativitet og fysisk aktivitet. Sociale medier som Facebook og YouTube er nogle af elevernes kommunikationskanaler på dagene, og spillet sætter derfor også fokus på elevernes evne til at vinkle og præsentere deres ideer.

- På den her måde håber vi, at eleverne er i stand til at give os de input, vi er så interesserede i, nemlig deres holdninger og ideer til hvordan vi bedst udvikler Nordjylland i fremtiden. Det er jo deres fremtid, det drejer sig om, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

- Vi kunne have gjort det på den traditionelle måde med noget informationsmateriale eller nogle møder, men vi synes, at det her er langt sjovere og mere udfordrende for de unge. De lærer, mens de spiller og løser opgaver - og ydermere kommer de rent faktisk med meget værdifulde input til os. Det er første gang, vi stabler så stort et arrangement på benene. 30 klasser fra hele regionen deltager, så jeg glæder mig rigtig meget til at følge spillet, fortsætter hun.

Del af den regionale udviklingsplan

Region Nordjylland skal i år revidere den regionale udviklingsplan (RUP). De unges input skal konkret bruges som inspiration og baggrundsmateriale til den reviderede RUP. Det har været et stort ønske fra både Regionsrådet og kommunerne at inddrage de unge i arbejdet.

Yderligere informationer

Se mere på www.nordjyllandpaaspil.dk. Her kan du også se, hvilke skoler og klasser, der deltager.

Den 10. september afholder Region Nordjylland desuden borgertopmøde for 200 inviterede nordjyder om den regionale udviklingsplan. Borgertopmødet bliver i stil med sundhedtopmødet, der blev afholdt tidligere på året, men altså med et helt andet emne. Se mere om borgertopmødet her (http://bit.ly/nfUkH0)

Relevant information

http://www.nordjyllandpaaspil.dk


Pressekontakt


Firma

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst, Danmark

  96 35 10 90

http://www.rn.dk

Modtag nyheder fra Region Nordjylland på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.