14/04-14
-
Pressemeddelelse
Det har aldrig været lettere at lære at bogføre
"Bogen om bogføring for begyndere" tager læseren ved hånden fra første side.
For 14 dage siden udkom "Bogen om bogføring med e-conomic". Nu udkommer en programuafhængig udgave - en grundbog i bogføring for alle, der ønsker en overskuelig indføring i debet og kredit, aktiver og passiver, drift og status, og alle de andre begreber, man skal forholde sig til, når man bogfører.
Bogen er ligesom e-conomic-bogen skrevet af Anette Sand, som har undervist over tusind iværksættere i regnskab og bogføring, og er kendt for sin meget levende formidling af stoffet. Hun er stifter af Regnskabsskolen, hvis mål er at gøre regnskab og administration så let som muligt for iværksættere og selvstændige - et mål de bl.a. opfylder med udgivelsen af bogserien "Bogen om", der tæller bøger om skat, moms, budgetter, nøgletal, ansættelse, fradrag og nu altså også bogføring.
Efter en overordnet gennemgang af bogholderiets begreber tager Anette læseren ved hånden til en omgang "debet-kredit-gymnastik for begyndere", som hun kalder det, i kaptitlet med det eventyrlige navn "Det dobbelte bogholderis fortryllende principper". Her skal læseren ikke forholde sig til noget mere kompliceret end en lille virksomhed, som køber og sælger bananer. Og der er sidst i kapitlet opgaver og løsninger, som sikrer, at man som læser har fået helt styr på, hvad der skal i debet, og hvad der skal i kredit.
Dermed er man klædt på til at lære mere om kassekladder, åbningsbalancer, efterposteringer, lønbogføring og meget mere. Alt i alt lærer man, hvordan man får gode rutiner i sit bogføringsarbejde, så man nemt kan få beregnet de korrekte tal til momsangivelsen, få overblik over debitorer og kreditorer, kan afstemme sine konti - og har et godt grundlag for at udarbejde årsregnskabet. Forfatteren indleder bogen med en forhåbning om at "vise, at det ikke er så svært endda", og det vil nok tiltale de fleste begyndere inden for et emne, som mange - måske især nystartede iværksættere - interesserer sig for mere af nødvendighed end af lyst.
"Bogen om bogføring for begyndere" udkommer i dag og kan købes på regnskabsskolen.dk. Skolen kan kontaktes på tlf. 33330161, hvor der også kan rekvireres anmeldereksemplarer.
Pressekontakt
Mathias Nielsen
33330161