23/10-09
-
Pressemeddelelse
Rejseplanen trækker i sportstøjet
Rejseplanen.dk er på vej ud i de danske sportshaller. Det sker gennem et samarbejde med AROUND SPORT, der opstiller internetbaserede informationsskærme og pc ére i landets sportshaller og idrætsklubber. Samarbejdet giver hallernes brugere - sportsudøvere og tilskuere - opdaterede, lokale rejseoplysninger præcis, når de har brug for det.
Rejseplanen.dk vil give danskerne relevant lokal rejseinformation, netop der hvor de har brug for det. Både på nettet og mobiltelefonen, men fremover også i sportshallerne. I et nyt samarbejde leverer Rejseplanen derfor data til virksomheden AROUND SPORT, som opstiller gratis underholdningscentre i sportshaller og idrætsklubber over hele landet. Allerede nu er 30 sportshaller med i samarbejdet, og antallet er støt stigende. Hallernes brugere kan via en stor fladskærm få information om sportsklubbernes trænings- og kamptidspunkter, gå på internettet, få aktuelle sportsnyheder og se de lokale afgangstider på det nærmeste busstoppested. Sidstnævnte gør det let at planlægge transporten til og fra træningen, og netop opdaterede og relevante informationer til sportshallens brugere har længe været savnet:
"Med det her tilbud kan sportsklubberne nedlægge de gamle opslagstavler med håndskrevne papirlapper og i stedet kommunikere med medlemmer og tilskuere på en tidssvarende måde. Særligt efter træningen fungerer underholdningscentrene som et samlingspunkt, der henvender sig til alle lige fra motionist- til eliteniveau, og med rejseplansoplysningerne ved hånden kommer man ikke til at vente forgæves, når man skal hjem fra hallen. Det giver en god stemning i hallen og et bedre klubmiljø," siger den dobbelte olympiske- og europamester i håndbold Katrine Fruelund, der har tilbragt mange timer i de danske sportshaller og er sportsambassadør for AROUND SPORT.
Ud over at hjælpe klubberne og sportshallerne med den daglige kommunikation er underholdningscentrene også et værktøj til sportshallernes brugere. Via hotspots og WiFI-løsninger har man mulighed for at gå på nettet med sin egen bærbare PC eller mobiltelefon, blive opdateret på nyhedsfronten, læse og sende mails eller chatte med sine venner på sociale netværk.
Aktuelle lokale rejseoplysninger
At Rejseplanen nu trækker i sportstøjet og stiller op i de danske sportshaller er blot en af de mange platforme, hvor Rejseplanen møder danskerne:
"Rejseplanen skal være der, hvor folk er, og hvor de har brug for aktuelle rejseoplysninger. Vi er bl.a. på internettet, på mobiltelefonen og nu også på sportshallernes underholdningscentre. Vi er glade for at samarbejde med AROUND SPORT om at tilbyde aktuel lokal rejseinformation ude i hallerne og på den måde vise folk, at kollektiv transport er et godt alternativ til bilen," siger marketing manager Birgitte Woolridge fra Rejseplanen.
Underholdningscentrene er reklamefinansieret via lokale og landsdækkende annoncører. Samarbejdet mellem Rejseplanen og AROUND SPORT har foreløbig resulteret i 30 underholdnings-centre i landets sportshaller og idrætsklubber, og yderligere centre vil komme til inden for den nærmeste fremtid.
Relevant information
http://www.rejseplanen.dk