29/06-11
-
Pressemeddelelse
Stor efterspørgsel på Apps til smartphones
Udviklere af applikationer til smartphones som iPhone og Android-baserede telefoner har travlt. Kunderne står i kø for at komme frem på de nye platforme, men er samtidig meget bevidste om, hvad applikationerne skal bruges til.
Dagligt kommer der nye, danske applikationer til smartphones på markedet. Typisk er det virksomheder, som gennem apps til iPhone og Android ønsker at kommunikere mere og bedre med deres kunder - og gennem udgivelsen af apps ønsker at vise, at de følger med tiden. Men de danske apps bliver ikke bare udviklet, for at ejerne kan være med på trenden.
"De kunder, vi møder, er meget bevidste om, at deres applikationer skal tilføre værdi og indgå i virksomhedens langsigtede strategier. Man kunne måske forvente en boble i udviklingen af apps, hvor alle skal være med, men glemmer relevansen og økonomien - men vi oplever faktisk det omvendte," fortæller Michael Grindsted, direktør hos Responsfabrikken A/S, der er Danmarks største leverandør af applikationer til smartphones.
Han henviser til, at en stor del af de teknologiske first-movers i mange tilfælde har handlet lidt for hurtigt, når en ny trend er opstået. Først da alle skulle have en hjemmeside i slutningen af 1990´erne og senere, hvor fænomener som Second Life og Facebook-applikationer var det helt nye.
"Danske virksomheder har efterhånden lært at være meget målrettede i deres teknologi-investeringer. De tænker deres teknologi ind i en større, strategisk sammenhæng, og det betyder, at de stiller krav til lønsomhed og umiddelbar brugbarhed for en klart defineret målgruppe," siger Michael Grindsted.
Eksempelvis har danske virksomheder en god forståelse for, at kommunikation på de mobile platforme er meget anderledes end på websites. Hvor mange udenlandske applikationer blot er websites oversat til apps, så går danske applikationsejere efter at udnytte de nye medier og målrette kommunikationen efter brugernes behov og teknologiernes muligheder.
Det gælder eksempelvis Kræftens Bekæmpelse som har valgt Responsfabrikken A/S, til at udvikle to applikationer.
"Vi kan se at mange af vores webbrugere har en smartphone. Derfor vil applikationer være en oplagt måde at nå disse brugere på nye måder. Samtidig har vi en forventning om, at vi på den måde kan nå ud til nye målgrupper, eksempelvis mænd," fortæller Hanne Dyrsting Sandvang, der er udviklingsansvarlig for cancer.dk og nye medier hos Kræftens Bekæmpelse.
"Udvikling af applikationer er først og fremmest et spørgsmål om at begrænse sig og stille spørgsmålene: hvad er brugernes adfærd, og hvordan kan vi tilføre dem værdi? De apps, der kommer ud af en sådan tilgang, bliver succesfulde, og dem ser vi mange gode eksempler på blandt danske apps," siger Michael Grindsted og henviser til sine to yndlings apps: Rejseplanen og Copenhagen Airports, som begge har forstået at levere præcis den rette information på en brugervenlig måde.
Relevant information
http://www.responsfabrikken.dk