15/08-13
-
Pressemeddelelse
Nordjysk restaurant nomineret til prestigefyldt pris
Restaurant Snerlen i Frederikshavn er, som den eneste nordjyske restaurant, blevet nomineret i den helt nye kategori Fisk & Skaldyr, når årets priser uddeles til den årlige gallaaften, som Den Danske Spiseguide arrangerer.
I Frederikshavn ligger der en restaurant. Den hedder Snerlen. Og det har, indtil videre, været et rigtig godt år for den nordjyske restaurant, der for nylig fik beskeden om, at de er blevet nomineret til årets restaurant inden for fisk og skaldyr, en helt ny kategori fra Den Danske Spiseguide. Og her har selv nordjyderne svært ved at bevare den så berømte beskedenhed. Tonny Kristensen, indehaver af Restaurant Snerlen, siger:
"Efter vi havde fået meddelelsen om pre-nomineringen, var vi godt klar over, at det ikke betød, vi ville blive endeligt nomineret. Vi besluttede os derfor for at gøre alt, hvad vi kunne for at opnå den endelige nominering, så da det skete, var der virkelig virkelig god stemning i køkkenet. Det her betyder rigtig meget for os, for med vores placering i det nordjyske, er det sjældent, der for eksempel kommer anmeldere forbi. De holder sig for det meste til københavnske eller århusianske restauranter. Derfor er det virkelig rart at få det her klap på skulderen, både for os som restaurant, men bestemt også, og måske endnu mere, for Nordjylland som region. Skulle vi gå hen og vinde kategorien til oktober, må det uden tvivl også kunne være med til at trække flere gastronomi-interesserede op til Frederikshavn og Nordjylland."
Snerlen er den eneste nordjyske restaurant der er nomineret i kategorien Fisk og skaldyr. De tre andre nominerede er Rudolf Mathis (Kerteminde), Kødbyens Fiskebar (København) og Klassisk Fisk (Aarhus). Hvor de andre restauranter muligvis er mere kendte over hele landet, så er Snerlen efterhånden blevet en af de mere kendte fiskerestauranter i Nordjylland. Restauranten har eksisteret i mere end ti år, og dette er da heller ikke første gang, de har haft kontakt til Den Danske Spiseguide. Den har, indtil videre som den eneste restaurant i Frederikshavn, modtaget to stjerner i guiden. Køkkenets filosofi er, at der skal være så kort vej fra havet til bordet som muligt. Derfor får de hver dag leveret frisk fisk fra de lokale fiskere i Strandby, så der er aldrig den nøjagtigt samme menu hver aften - men temaet fisk og skaldyr er konsistent hele vejen igennem. Snerlen er ikke en af den slags restauranter, hvor der lige bliver sneget et stykke kød ind til hovedretten - det er fisk og skaldyr all the way. Du kan dog bestille et stykke kød, hvis du husker at gøre det dagen i forvejen, men som Tonny Kristensen selv siger, så fortryder de fleste, der bestiller kød, når de har været igennem de første fiske- og skaldyrsretter. "Folk der kender os kommer her for at få en oplevelse ud over det sædvanlige. Og de vil gerne have fisk. Men de gæster, der kommer fra en anden by, synes nogle gange, at de gerne vil have kød til hovedretten. Og det får de lov til, men de fleste siger bagefter, at næste gang skal de have den fulde fiskemenu og det tager vi som en kompliment og et godt tegn på, at vi gør det rigtige."
Det er ikke så længe siden, at restauranten tog et stort skridt og flyttede fra små og forholdsvis beskedne lokaler i den lille fiskerby Strandby og til mere storslåede lokaler i den kendte Kattegatsilo ved havnen i Frederikshavn. I begyndelsen var der mange ting, der var nye og meget anderledes fra tiden i Strandby, men efter cirka halvandet år i Siloen, er der nu ingen tvivl: det ér en af de bedste fiskerestauranter i Nordjylland og ambitionerne og passionen er der til også at blive kendt i resten af landet. Prisuddelingen foregår søndag den 27. oktober på Bistro Boheme.
http://bentchristensen.com/nominerede-i-kategorien-arets-fisk-skaldyrrestaurant-2013/
Relevant information
http://www.snerlen.dk
Firma
Restaurant Snerlen
Silovej 8
9900 Frederikshavn,
Danmark
30 31 97 63
30 31 97 63
http://www.snerlen.dk