05/02-13
-
Pressemeddelelse
Ribe Jernindustri satser på ingeniør-rådgivning
Ny rådgivningsfunktion hos Ribe Jernindustri gør det muligt for ingeniører at spare tid i projektfasen.
Hvilke radiatorer er bedst at bruge i forskellige byggerier? Hvor skal radiatorerne placeres for at blive bedst udnyttet? Hvordan sikrer man lavest mulige varme-forbrug?
Det lyder måske enkelt, men ingeniører, som er med til at rådgive i byggeprojekter ved, at spørgsmålene ikke er så nemme endda. Ofte bruges der lang tid på at finde de mest optimale løsninger, som tager hensyn til energiforbrug, økonomi og arkitektur.
Men fremover kan ingeniørerne spare tid og ressourcer. Ribe Jernindustri har nemlig opgraderet sin organisation med en ingeniør-rådgiver.
- Vores rådgiver kan tidligt i projektfasen give ingeniørerne de informationer, de har brug for og rådgive dem om den mest optimale brug af varmekilder i deres byggeprojekter. Ingeniørerne undgår dermed at bruge mange timer på selv at søge informationer frem og sortere i disse, fortæller Lars Brandt, der er nordisk salgschef hos Ribe Jernindustri.
Populært sagt er ingeniørrådgiveren tragten, som sikrer, at ligegyldige informationer sorteres fra - tilbage er essensen; det ingeniørerne har brug for.
Det er René Kallmayer, der er ansat som ingeniørrådgiver. Han har et indgående kendskab til Hudevad og RIO-produkterne, som firmaet fører. Med høj faglighed er han klar til at give ingeniørerne kompetent rådgivning, som styrker dem i deres arbejde. Mange kunder kender i forvejen René, da han har været ansat i Ribe Jernindustri som salgskonsulent. René Kallmayer har et indgående kendskab til de to produktlinjer Hudevad og RIO, som begge er dansk designede radiatorer med fokus på kvalitet og funktionalitet og design.
- Vi tror på, at i en branche, hvor der er mange nye informationer og energi-krav, er det nødvendigt med en rådgiver, som kan hjælpe de rådgivende ingeniører allerede tidligt i byggeprojekternes fase. Og ingeniørerne har taget godt imod vores nye tiltag. Godt en måned efter lanceringen af den nye funktion kan vi konstatere, at mange har lagt billet ind på besøg af vores rådgiver, siger Lars Brandt.
Ind til videre fungerer ingeniørrådgiveren på det danske marked, men Ribe Jernindustri er klar over, at mange danske ingeniører arbejder med nordiske projekter, og derfor er rådgiveren også klar til det.
Ansættelsen af ingeniørrådgiveren er i øvrigt et synligt bevis på, at Ribe Jernindustri igen oplever fremgang. Oprindeligt var planen, at ingeniørrådgiveren skulle "gå i luften" i slutningen af 2013, men på grund af markedets udvikling, er ansættelsen rykket frem til begyndelsen af året.
- Vi kan se, at vi har et potentiale i markedet, og vi ønsker at give vores bidrag til, at ingeniørerne kan udføre deres rådgivende arbejde i forbindelse med byggeprojekter så nemt som muligt, siger Lars Brandt.
Ribe Jernindustri har i forvejen en arkitektrådgiver ansat, som rådgiver om valg af radiator-produkter.
FAKTA:
Ribe Jernindustri har 165 års erfaring med design, udvikling og rådgivning - gennem alle år har fokus været på kvalitet og funktionalitet. Firmaet producerer, designer og rådgiver i dag om panelradiatorer. De to brands Hudevad og RIO udgør produktporteføljen. RIO er et standard radiatorprogram, som oftest bruges i store byggerier, mens Hudevad er designet med fokus på arkitektur og indretning. Du kan se mere om Ribe Jernindustri på www.rio.dk og www.hudevad.dk
Relevant information
http://www.rio.dk
Firma
Ribe Jernindustri A/S
Saltgade 11
6760 Ribe,
Danmark
+45 76 88 22 10
+45 27 58 02 83
http://www.rio.dk