03/05-11
-
Pressemeddelelse
Fakta om PCB på Rigshospitalet
Rigshospitalet har inden for de seneste måneder ved stikprøver fundet PCB i vinduesfuger i Centralkomplekset. Derfor er der også taget stikprøver af indeklimaet i en række lokaler.
Pressen omtaler i dag, at der er fundet stoffet PCB i vinduesfuger på Rigshospitalet.
Stikprøverne viser, at indholdet af PCB i luften på de målte sengestuer ligger under eller i den lave ende af de aktionsværdier, som Sundhedsstyrelsen har opstillet. Det er Rigshospitalets aktuelle vurdering, at der derfor ikke er grund til uro. Der er heller ikke grund til, at der her og nu igangsættes særlige initiativer vedr. PCB i indeklimaet, men der vil fortsat blive taget prøver.
PCB er et giftigt stof, som i Danmark er brugt i byggematerialer frem til 1977, hvor stoffet blev forbudt. PCB kan imidlertid fortsat findes i bl.a. vinduesfuger i bygninger, opført i denne periode. Rigshospitalet er opført 1960-78.
På den baggrund har Rigshospitalet ved renovering af vinduer rutinemæssigt udtaget prøver, og der blev i 2006 påvist PCB i vinduesfugerne på hospitalets funktionærboliger, ligesom der er fundet PCB i jorden i Fælledparken.
I 2010 blev der, da en stor MR-scanner skulle løftes ind, fjernet et par vinduesfag i Centralkomplekset. Stikprøven viste et PCB-indhold i vinduesfugerne langt under grænseværdierne.
I foråret 2011 er en større renovering af vinduer i Centralkomplekset sat i gang, og her er ligeledes taget prøver fra de oprindelige vinduesfuger. De seneste fire prøver viser et relativt højt PCB-indhold.
Rigshospitalet arbejder med en samlet strategi for renovering af hospitalets vinduer og bygninger, der også vil mindske PCB-indholdet i bygningsmaterialer og derved bringe PCB i indeklimaet så tæt på nul som muligt.
Relevant information
http://www.rigshospitalet.dk