27/06-11
-
Pressemeddelelse
Peter Damm hædres af amerikansk diabetesforening
Den 26. juni 2011 tildeles professor, overlæge dr.med. Peter Damm den prestigefyldte ADA Norbert Freinkel Lecture Award af den Amerikanske Diabetesforening.
Uddelingen af prisen sker ved den Amerikanske diabetesforenings årlige møde i San Diego, der i år løber af stablen for 71.-tyvende gang, og hvor Peter Damm som en del af hædersbeviset vil holde forelæsningen 'A Legacy of Health Risks: The Danish Experience with Gestational Diabetes'.
Peter Damm, der til daglig er leder af Center for Gravide med Diabetes ved Rigshospitalets Juliane Marie Center, får prisen for sin indsats inden for området diabetes og graviditet. Han har tidligere modtaget den europæiske pris 'The Jørgen Pedersen Lecture' uddelt af Det Europæiske Selskab for diabetes og Graviditet (DPSG) og har i sin forskning beskæftiget sig med næsten alle aspekter af graviditetssukkersyge (gestationel diabetes). Særligt betydningen for, hvordan det går kvinder og deres børn på langt sigt.
Forskningsgruppen fra Center for Gravide med Diabetes har bl.a. vist, at risikoen for at udvikle diabetes, overvægt og det metaboliske er stærkt forøget hos både mødre og børn, som derfor er målgrupper for forebyggelse i fremtiden.
Tallene vender
For blot få år siden fik 20% af gravide med type 1-diabetes svangerskabsforgiftning, 40% fødte for tidligt, og 2% af børnene døde før eller under fødslen. Siden har intensiv forskning ført til, at kombinationen graviditet og diabetes ikke længere er så risikabel. Et samarbejde mellem Medicinsk Endokrinologisk Klinik og Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet har vendt de triste tal til det bedre. I dag får kun 7% af de gravide med diabetes svangerskabsforgiftning, 20% - mod tidligere 40% - føder for tidligt, og risikoen for, at børnene dør før eller under fødslen, er nu stort set som hos gravide uden diabetes. Det skyldes bl.a. indførelse af blodtryksbehandling tidligere i graviditeten og brug af nye insulintyper til gravide med type 1-diabetes.
Om prisen
Norbert Freinkel Lecture-Prisen gives til minde om Norbert Freinkel, en dedikeret og insigtsfuld forsker og skribent. Prisen gives for at ære en forsker, som har bidraget med enestående resultater i forskning omkring behandling af diabetes og graviditet inklusiv videnskabelige publikationer og præsentationer.
Relevant information
http://www.rigshospitalet.dk