20/12-11
-
Pressemeddelelse
Hæderspris til ung eliteforsker fra Rigshospitalet
Mikkel-Ole Skjødt fra Klinisk Immunologisk Afdeling modtager den prestigefyldte pris 'Sapere Aude DFF - Ung Eliteforsker' og godt 2,2 mio. kr. til sin forskning af Det Frie Forskningsråd.
Prisen gives til unge eliteforskere, som ønsker at gøre karriere inden for forskning, og som bidrager til at udføre dansk forskning i verdensklasse.
- Det er en stor ære at blive udvalgt til Sapere Aude programmet. Jeg ser det både som en anerkendelse af mit tidligere arbejde, men også som en vigtig motivationsfaktor i tiden fremover. Post doc bevillingen giver mig mulighed for at etablere mig som forsker på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet, hvor jeg indtil nu har haft et meget udbytterigt samarbejde med Professor Peter Garred, siger prismodtager Mikkel-Ole Skjødt.
Skal forske i immunsystemets reaktioner
Mikkel-Ole Skjødt har studeret nogle bestemte biokemiske reaktionsveje og været med til at opdage et nyt protein, MAP-1, der viste sig at have regulatoriske egenskaber for dele af immunsystemet. Med projektbevillingen fra Det Frie Forskningsråd vil Mikkel-Ole Skjødt forsøge at karakterisere de roller, MAP-1 spiller i forhold til immunsystemets reaktioner under forskellige inflammatoriske processer. Herudover viser nye undersøgelser, at proteiner der er tæt beslægtede med MAP-1 har betydning for udviklingen af organer og væv i tidlige fosterstadier. Projektet ventes også at belyse MAP-1 og beslægtede proteiners rolle i denne sammenhæng.
- Vi har forhåbninger om, at MAP-1 på sigt vil kunne bruges til behandling af patientgrupper, der lider af følgeskade i forbindelse med overreaktioner fra immunsystemet, siger Mikkel-Ole Skjødt og fortsætter:
- Med Sapere Aude-bevillingen får jeg mulighed for at udbygge de internationale relationer, jeg har fået opbygget over de senere år. Jeg forventer derfor, at de kommende 3 år vil indeholde flere udlandsophold bl.a. som gæsteforsker på Harvard Universitet.
Med prisen får Mikkel-Ole Skjødt 2.265.259 kr. til sit forskningsprojekt med titlen "Inflammatory control and regulation of tissue homeostasis and morphogenesis."
Første trin i karriereprogram
Sapere Aude er et karriereprogram for talentfulde forskere. Målet er at udvikle de dygtigste forskeres evner, så de mest talentfulde yngre forskere fastholdes inden for forskningen.
Programmet består af tre trin, først som 'Ung Eliteforsker', dernæst 'Forskningsleder' og slutteligt en kategori for 'Topforsker'. Det er altså det første trin på karrierestigen, som Mikkel-Ole SKjødt nu har nået.
Uddelingen af prisen finder sted ved EliteForsk-konferencen 2012 ved en ceremoni på Ny Carlsberg Glyptotek, d. 9. februar 2012. Her deltager H.K.H. Prins Joachim og uddannelsesminister Morten Østergaard.
Det Frie Forskningsråd uddeler ca. 124 millioner kroner til 19 kvinder og 26 mænd inden for alle videnskabelige hovedområder. Uddelingen sker inden for forskningsrådets eliteprogram Sapere Aude DFF - Ung Eliteforsker, der med bevillinger på mellem 1 og 4,5 millioner kroner bidrager til at sparke gang i forskerkarriererne.
Relevant information
http://www.rigshospitalet.dk