Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
05/07-12   -   Pressemeddelelse

Nyt studie af sædkvalitet hos unge danske mænd

Et nyt stort københavnsk studie viser, at sædkvaliteten hos unge danske mænd er steget en anelse over de seneste 15 år. Men sammenlignes der med københavnske mænd anno 1940 er sædkvaliteten hos nutidens unge mænd bekymrende lav.
Mindre end hver fjerde har en optimal sædkvalitet, og et stort mindretal har en sædkvalitet, der er så dårlig, at de vil have svært ved at gøre en kvinde gravid.

Det største studie af sin art
Hvert år gennem de sidste 15 år har forskere ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion samlet og analyseret sædprøver fra cirka 300 unge danske mænd. Det betyder, at næsten 5.000 mænd har deltaget i studiet, der dermed er det største af sin slags. I hårde tal viser undersøgelsen, at den gennemsnitlige sædcellekoncentration steg fra 43 millioner/mL i 1996-2000 til 48 millioner/mL i 2006-2010.

- Til trods for at vi ser en lille stigning, havde kun 23 procent af de unge mænd en optimal sædkvalitet. Faktisk havde 27 procent en sædkvalitet, der var så lav, at mændene sandsynligvis vil være længere tid om at gøre deres partner gravid. Herudover havde 15 procent af mændene en sædkvalitet, der gør, at de sandsynligvis vil få brug for fertilitetsbehandling for at få et barn, konkluderer overlæge Niels Jørgensen, der er hovedansvarlig for undersøgelsen.

Lavere sædkvalitet end i 1940'erne
Studiet sammenlignede også de nye tal med historiske data fra mænd, der boede i København i 1940'erne.

- De historiske data stammede fra mænd, der ikke kunne få børn sammen med deres ægtefælle, og derfor som gruppe må formodes at have haft en lavere sædkvalitet end den generelle mandlige befolkning anno 1940. Ikke desto mindre var sædkvaliteten hos datidens københavnske mænd fra par med frugtbarhedsproblemer markant bedre end hos danske unge mænd i dag, udtaler Niels Jørgensen.

Det nye studie udkommer præcis 20 år efter at forskergruppen fra Rigshospitalet i 1992 udgav en artikel, der skabte en del debat. Artiklen fra 1992, der sandsynliggjorde at sædkvaliteten havde været faldende over en 50-års periode, blev begyndelsen på en ny epoke for den forskning, der beskæftiger sig med mænds reproduktive helbred. Ifølge Niels Jørgensen blev den store undersøgelse, der nu er udgivet, startet for at følge op på den bekymring for mænds sædkvalitet, som artiklen fra 1992 medførte.

Reference - læs artikel om undersøgelsen og resultaterne:
Human semen quality in the new millennium: a prospective cross-sectional population-based study of 4867 men

Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt overlæge Niels Jørgensen via sekretariatet i Klinik for Vækst og Reproduktion.

Telefon: 35 45 50 60 eller 35 45 50 85

Relevant information

http://www.rigshospitalet.dk


Pressekontakt


Firma

Rigshospitalet
Blegdamsvej 9
DK-2100 København Ø, Danmark

  3545 4142

http://www.rigshospitalet.dk

Modtag nyheder fra Rigshospitalet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater