Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/10-10   -   Pressemeddelelse

Ændret procedure

Sydøstjyllands Politi har fra i dag den 1. oktober 2010 ændret procedure for personlige henvendelser af ikke hastende karakter i Horsens, Vejle og Kolding, således at der fremover er ens åbningstider på alle 6 lokalstationer i politikredsen (Fredericia, Billund, Kolding, Vejle, Horsens og Skanderborg).

Åbningstiderne:
Mandag, tirsdag og onsdag kl. 10 - 15,
Torsdag kl. 10 - 17 og
Fredag kl. 10 - 13.
Døgnbetjening for henvendelser af hastende karakter:
114 direkte nummer til politiet
112 direkte nummer ved akut udrykning og livsfare
Eller dørklokke, der betjenes af vagtcentralen.

Baggrund
Kredsrådet i Sydøstjylland har løbende drøftet muligheden for at omlægge publikumsbetjeningen i aften - og nattetimerne samt i weekends på politistationerne i Horsens, Kolding og Vejle med det formål at styrke politiets samlede service og opgaveløsning i forhold til borgerne.

Kredsrådet har i enighed forelagt spørgsmålet for folketingspartierne i forligskredsen bag politireformen, der netop nu i enighed har tilkendegivet, at man ikke har bemærkninger til den foreslåede omlægning af politibetjeningen i politikredsen.

Omlægningen betyder reelt, at der kan frigøres 18 politiårsværk fra ekspeditionsarbejde, til operativt politiarbejde i hele politikredsen i form af øget patruljedækning, efterforskning og forebyggende arbejde, herunder en øget indsats mod rocker og bandekriminalitet.

Hvorfor omlægning?
En analyse i 2009 af opgavebelastningen uden for almindelig åbningstid i de døgnåbne politiekspeditioner på lokalpolitistationerne i Horsens, Kolding og Vejle, viste, at der var ca. 1,6 personlig borgerhenvendelse pr. politiekspedition pr. vagt, og at henvendelserne hovedsagelig var af servicepræget karakter som f.eks. aflevering/afhentning af hittegods, bestilling/udlevering af straffeattester og generel vejledning. Af egentlige anmeldelser om strafbare forhold er der registreret 0,125 personlig borgerhenvendelse pr. vagt. Det bemærkes, at anmeldelserne ikke har været af hastende karakter.

I et moderne politi bør fokus være på at styrke politiets evne til at komme til borgerne og borgerens problem i hastende og akutte tilfælde - og ikke på, at borgeren skal opsøge en bestemt bygning i byen for at få hjælp af politiet. Det moderne samfund med mobilteknologi mv. taler for, at borgerne ringer til politiet fra ulykkes- eller gerningsstedet, og at tryghed og tillid og det virkelige behov fordrer, at politiet kommer tilstede hurtigt. Ikke hastende henvendelser til politiet om mere serviceprægede opgaver bør borgerne have fleksibel mulighed for at kunne opsøge, når de har tid - telefonisk og på internettet. Personlig henvendelse om serviceopgaver er i vores almindelige åbningstid, der svarer til åbningstiden f.eks. i kommunerne.

Sydøstjyllands Politi har landets hurtigste responstid på under 7 minutter og målinger på politikredsens Servicecenter har vist, at 98-99 pct. af de telefoniske henvendelser til Servicecentret besvares inden for de opstillede svartider (2 min.). Borgernes mulighed for en relevant og hurtig politibetjening uden for normal åbningstid er således rigtigt gode i Sydøstjyllands Politi.

En ligestilling af alle seks lokalområder/kommuner i politikredsen vil også betyde en mere ensartet og styrket politidækning, idet de tre lokalområder, der i dag ikke har døgnåbne publikumsekspeditioner, undgår at sende politipersonale på vagter i politiekspeditionerne i henholdsvis Kolding, Vejle og Horsens.

Hvad betyder omlægningen?
Omlægningen betyder, at den model der nu i flere år har været anvendt på lokalstationerne Billund, Skanderborg og Fredericia uden for almindelig åbningstid kommer til at gælde for alle 6 lokalstationer.

Denne organisering indebærer, at personlige henvendelser til politistationerne som udgangspunkt betjenes af Vagtcentralen via "dørtelefoner", og i det omfang, der er behov for personlig politimæssig betjening af borgeren, vil Vagtcentralen bede det personale, der aktuelt er på stationen, betjene borgeren eller tilkalde en kørende patrulje. Modellen har i de tre kommuner, der ikke har haft døgnbetjente politiekspeditioner, ikke hidtil givet anledning til problemer, hvilket disse kommuners borgmestre er enige i.

Omlægningen indebærer som nævnt en ligestilling af politibetjeningen på alle seks lokalstationer i politikredsen, men for Horsens, Kolding, Vejle og Fredericias vedkommende er det dog således, at patruljetjenesten har udgangspunkt i disse byer. Det betyder, at politistationerne fortsat er "levende" arbejdspladser døgnet rundt, idet der vil være personale til stede i forbindelse med indbringelse af anholdte, rapportskrivning, afhøring, vagtskifte mv.

Hvornår gennemføres omlægningen?
Sydøstjyllands Politi er gået i gang med at udarbejde en køreplan for hvorledes omlægningen kan udmøntes. Udmøntningen vil herefter ske trinvis i løbet af de næste par måneder.

Relevant information

http://www.politi.dk


Pressekontakt


Firma

Rigspolitiet
Politigården
1567 København V, Danmark

  45 15 20 31

http://www.politi.dk

Modtag nyheder fra Rigspolitiet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater