19/10-10
-
Pressemeddelelse
Glemt syn koster nu en bøde!
Hvis du glemmer at køre din bil til periodisk syn, inddrager politiet nummerpladerne, og herudover modtager du et bødeforelæg på 1.000 kroner.
Midt- og Vestjyllands Politi udsteder med øjeblikkelig virkning bøder til dem, som glemmer at køre deres køretøjer til lovpligtigt periodisk syn. Bødeforlægget udstedes i forbindelse med, at politiet inddrager køretøjets nummerplader.
Midt- & Vestjyllands Politi modtog i 2009 ca. 2500 sager fra Skat - med anmodning om inddragelse af nummerplader på grund af manglende fremstilling til syn. Hidtil har politiet alene inddraget nummerpladerne, men fremover vil ejer/bruger - ud over at få inddraget nummerpladerne - også få tilsendt et bødeforlæg på kr. 1000.
Ændringen af praksis skal ses som et incitament til, at ejer/bruger rettidigt fremstiller køretøjerne til syn, ligesom det færdselssikkerhedsmæssige aspekt i, at et stort antal biler kører - uden at være fremstillet til syn taler for en konsekvent retshåndhævelse.
Relevant information
http://www.politi.dk